FlyVikings første De Havilland Dash 8-100 (LN-FVA). (Foto: FlyViking)

Nyt norsk flyselskab starter billetsalg

Det nyetablerede FlyViking har åbnet for billetsalget til de nye ruter i Nordnorge, hvor selskabet skal i direkte konkurrence med SAS og Widerøe.

Det nyetablerede norske flyselskab FlyViking har i denne uge startet billetsalget. Det skete blot 24 timer efter, at selskabet i tirsdags på et møde med Luftfartstilsynet i Norge fik tildelt sin godkendelse (Air Operators Certificate, red) samt den operative driftslicens, der er forudsætning for at kunne drive kommerciel luftfart og sælge billetter.

FlyViking har fået tildelt en såkaldt “stor licens”, hvilket indebærer, at flyselskabet må bruge fly på mere end 10 tons samt med plads til flere end 20 passagerer. Dermed bliver FlyViking det femte flyselskab i Norge med denne tilladelse. I forvejen har SAS, Norwegian, Widerøe samt Lufttransport den store licens.

Det er også nogle af disse selskaber, som FlyViking vil gå i konkurrence med. Selskabet har etableret base i Tromsø i Nordnorge, hvorfra man i første omgang vil flyve til Bodø, Hammerfest og Svolvær. Ruterne til Bodø og Hammerfest starter den 27. marts, mens Svolvær-ruten kommer på den 18. april, når FlyViking modtager selskabets andet fly.

“FlyViking vil i begyndelsen fokusere på ruter og lufthavne som har en passagervolumen, som giver et kommercielt grundlag for to eller flere aktører. Samtidig vil vi være lydhøre for indspil og forventninger fra vores fremtidige rejsende,” skriver selskabet på sin hjemmeside.

På ruten fra Tromsø til Bodø skal FlyViking i direkte konkurrence med SAS, der betjener ruten seks gange dagligt med store Boeing 737-fly. Mellem Tromsø og Hammerfest er Widerøe den direkte konkurrent. Det tidligere SAS-selskab flyver her syv gange dagligt mellem Tromsø og Hammerfest.

Mangler tilladelse til kortbaner
FlyViking har anskaffet sig det første fly af typen De Havilland Dash 8-100 med plads til 39 passagerer. Flyet ankom til basen i Tromsø i slutningen af oktober sidste år, og vinteren har været brugt til klargøring af flyet, der har 31 år på dåbsattesten. Selskabets andet fly er “kun” 17 år gammelt og blev oprindeligt leveret til japanske Ryukyu Air Commuter den 5. januar 2000.

Selvom FlyViking har fået de nødvendige godkendelser og tilladelser på plads, der er krævet for at drive kommerciel virksomhed, er der stadig en udfordring, der skal løses. Selskabet mangler en godkendelse til at operere på lufthavne med korte baner, og derfor gælder tilladelsen i første omgang kun til trafik på de større lufthavne.

FlyViking er etableret af den tidligere luftkaptajn i Widerøe, Ola O.K. Giæver, der i efteråret 2014 blev afskediget fra Widerøe angiveligt for at have udvist illoyal optræden over for sin arbejdsgiver. Opsigelsen mundede ud i en retssag, som Ola O.K. Giæver dog tabte. Men med denne baggrund vil der givetvis være tilstrækkelig motivation for den nye flyselskabsejer til at give Widerøe kamp til stregen i dysten om herredømmet i luften over Nordnorge.

 

Relaterede artikler:

Widerøe åbner syv nye sæsonruter i Norge

Norsk flyselskab vil anskaffe 19 fly

Nyt flyselskab vil konkurrere med Widerøe

x

Læs Også

Widerøe kommer til Billund Lufthavn

Billund Lufthavn snupper norske Widerøes første rute til Vestdanmark foran næsen på Aarhus Lufthavn, når Widerøe næste år begynder at flyve mellem Billund og Bergen.

Ni nye vinterruter fra danske lufthavne

På søndag den 29. oktober træder flyselskabernes vintertrafikprogram i kraft. Der er i alt ni rutenyheder fra fire danske lufthavne.

Widerøe klar med første jetruter

Det norske flyselskab Widerøe skal fra maj 2018 for første gang nogensinde operere med jetfly, og de første ruter går til Finland.

North Flying mister operationer i Norge

Air Norway lukker og slukker, og det betyder umiddelbart, at det danske flyselskab North Flying i første omgang vil stå uden beskæftigelse til et af selskabets fly.

Widerøe-jetfly på to norske baser

Om ni måneder leveres det første Embraer E190-E2 til norske Widerøe, og de nye jetfly vil blive placeret på to baser i henholdsvis Vestnorge samt i Oslo-regionen.

SAS åbner CPH-rute til Nordnorge

Tromsø bliver fra efteråret SAS' sjette norske destination fra Københavns Lufthavn. Byen byder både på Nordlys og to måneder uden sol.