Officielt: Primo Tours overtager Århus Charter

Primo Tours bekræfter på et pressemøde, at man har købt Århus Charter. Dermed skabes en charterarrangør, der bliver Danmarks sjettestørste med over 50.000 årlige rejsende og op imod 20 forskellige rejsemål.

Den Ringkøbing-baserede rejsearrangør Primo Tours A/S har overtaget konkurrenten Århus Charter. Det meddelte parterne på et pressemøde, der blev indledt kl. 11.00 på Hotel Royal i Aarhus.

Det er søstrene Jette Rantala og Ulla Andersen, der har valgt at sælge deres livsværk, som de etablerede i 1987. Køberen er Primo Tours, der blevetableret for fem år siden af Henrik Søndergaard og Bjarke Hansen.

Makkerparret startede op med betydelig erfaring fra rejsebranchen. Henrik Søndergaard havde været oprindelig stifter og medejer af Bravo Tours, mens Bjarke Hansen havde en baggrund som medejer og administrerende direktør i skirejsebureauet Højmark Rejser A/S.

I dag er Bjarke Hansen administrerende direktør i Primo Tours, mens Henrik Søndergaard er bestyrelsesformand.

Komplementer hinanden
Selvom der kun er 130 kilometer fra Ringkøbing til Aarhus, er den mentale afstand og kulturforskellen hos de to rejsearrangører alligevel markant. Primo Tours er kendt for at være en ung charterarrangør, der bruger moderne teknologi til at markedsføre og afsætte sine produkter. Derimod har Århus Charter ry for at være en smule gammeldags, hvor internet som salgs- og kommunikationskationsplatforme først har vundet indpas i de senere år.

Men de to rejsearrangører komplementer hinanden på fremragende vis. Der er et meget beskedent overlap i rejseudbuddet, og især på Grækenland kan den nye rejsearrangør opnå en betydelig styrke.

Destination Århus Charter Primo Tours
Grækenland Kreta Kreta
Santorini Rhodos
Zakynthos Kythira
Lesbos Sivota
Samos
Tyrkiet Alanya
Cypern Pafos
Spanien Mallorca
Tenerife
Fuerteventura
Portugal Algarve
Madeira
Italien Sardinien
Maldiverne Sun Island

Kilde: Hjemmesider fra de respektive selskaber.

Over 50.000 rejsende årligt
Mens Århus Charter har ligget stabilt med omkring 30.000 årlige rejsende, så har Primo Tours vokset ganske markant siden etableringen i 2009.

I det første driftsår i 2010 var der 9.296 gæster med Primo Tours, men tallet i 2013 var mere end fordoblet til 21.678. Århus Charter er gået fra 28.297 rejsende i 2010 til 32.236 i 2013.

Samlet vil den nye rejsearrangør have over 50.000 rejsende årligt.

År Århus Charter Primo Tours
2013 32.236 21.678
2012 34.283 19.178
2011 31.428 12.726
2010 28.297 9.226

Kilde: Rejsearrangør i Danmark (RiD)