Her er charterarrangørernes foreløbige markedstal

Charterarrangørernes brancheorganisation RID har ved en fejl offentliggjort foreløbige markedstal for 2013. Tallene viser stor fremgang for Star Tour og massiv tilbagegang for Kuonis danske selskaber.

Selvom der til daglig er benhård konkurrence mellem de to store charterarrangører, samles aktørerne alligevel i et fællesskab kaldet Rejsearrangører i Danmark (RID). Denne brancheforening tæller 13 medlemmer, der samlet står for 85 procent af produktion og salg af charterrejster solgt i Danmark.

Hvert år siden 2005 har foreningen oplyst markedstal for aktørerne, således at det har været muligt at skabe sig et overblik over, hvilke rejsearrangører der er størst, og hvilke der kurs mod toppen eller måske endda kurs mod bunden.

Markedstallene for 2012 blev offentliggjort i begyndelsen af 2013, da alle tal var indrapporteret. De viste ikke overraskende, at Spies var største charterarrangør i Danmark med Star Tour på en sikker andenplads.

I sidste uge kunne man dog finde markedstal for 2013 på RID-hjemmesiden, uagtet at året 2013 endnu ikke er slut. De publicerede tal for 2013 viste følgende afvigelser i forhold til tallene fra året før:

Rejsearrangør Markedstal 2013 Markedstal 2012 Ændring
2012-13
Ændring i pct.
Club La Santa 14.621 14.524 + 97 + 0,7 %
Folkeferie.dk 15.428 15.319 + 109 + 0,7 %
Falk Lauritsen 64.767 69.468 – 4.701 – 6,8 %
Apollo 120.295 133.491 – 13.196 – 9,9 %
Spies 265.692 265.206 + 486 + 0,2 %
Star Tour 259.486 244.527 + 14.959 + 6.1 %
Århus Charter 31.843 34.283 – 2.440 – 7,1 %
Bravo Tours 137.709 131.448 + 6.261 + 4,8 %
Travel Booking 3.144 2.708 + 436 + 16,1 %
Atlantis Rejser 42.404 43.867 – 1.463 – 3,3 %
Primo Tours 22.184 19.178 + 3.006 + 15,7 %
Detur 13.317 5.156 + 8.161 + 158,3 %
Amisol 8.571 7.131 + 1.440 + 20,2 %
RID Total 996.425 986.306 + 10.119 + 1,0 %

Kilde: RID hjemmeside – rejsearrangorer.dk

Publiceret ved en fejl
At 2013-tal er at finde på RID´s hjemmeside omkring 45 dage før årets afslutning kan undre mange. Det samme var tilfældet for RID-formand Jan Vendelbo fra Spies, da CHECK-IN.dk kontaktede ham i fredags. Han kunne ikke forklare tilstedeværelsen af markedstal fra 2013.

Det kunne til gengæld foreningens generalsekretær Henrik Specht, der med røde ører måtte konstatere, at foreningens webmaster ved en fejl havde lagt nogle markedstal fra 2013 på hjemmesiden. Han ønskede til gengæld ikke at gøre rede for, hvilken periode tallene afspejler. Men da rejsearrangørerne indrapporterer til RID hvert kvartal, vil det mest sandsynlige være, at tallene er udtryk for de første tre kvartaler i 2013 samt fjerde kvartal i 2012.

Massiv tilbagegang for Kuoni-rejsearrangører
Går man tallene efter i sømmene fremgår det, at Kuoni-selskaberne Apollo og Falk Lauritsen samlet har tabt 18.000 rejsende, mens Star Tour til gengæld har tiltrukket omkring 15.000 nye gæster, således at Star Tour er lige i hælene på Spies som største rejsearrangør i Danmark.

Også Bravo Tours er det lykkedes at tiltrække nye gæster. Helt præcist 6.261 flere rejsende har fundet vej til Herning-bureauet, mens mindre bureauer som Detur, Primo Tours, Amisol og Travelbooking (Ung Rejs) samlet har hentet 13.000 nye rejsende.

Totalt set er der en fremgang på 10.000 rejsende, svarende til 1 procent, idet markedet for solgte charterrejser i Danmark ligger relativt konstant på omkring 1 mio. rejsende.