Norwegians koncernchef Bjørn Kjos og bestyrelsesformand Bjørn Kise ved et tidligere besøg hos Ryanair. (Privatfoto)

O´Leary: Vi vil ikke købe Norwegian!

Ryanairs koncernchef Michael O´Leary har ingen planer om køb af eller fusion med Norwegian. Han mener, at det norske lavprisflyselskab har for mange bolde i luften.

Ryanair og Norwegian er to lavprisflyselskaber med store ambitioner. Begge selskaber har udviklet forretningen til at række langt ud over henholdsvis det irske og norske hjemmemarked.

Der er mange paralleller mellem de to flyselskaber. Begge opererer en enhedsflåde af Boeing 737-800 fly til kort- og mellemdistanceruterne i Europa og Nordafrika. Begge flyselskaber har forretningsenheder og driftslicens i Irland, og hvor Ryanair har planer om at etablere langdistanceflyvninger indenfor de kommende år, har Norwegian allerede taget skridtet.

Selskaberne er begge børsnoterede, henholdsvis på Irish Stock Exchange og London Stock Exchange, mens Norwegian indtil videre holder sig til Oslo Børs. Selvom begge flyselskaber er børsnoterede har de nuværende topchefer betydelige ejerandele og indflydelse hos begge selskaber.

Kigger man på det udefra, kunne det ligne et perfekt match til en fusion eller et opkøb. Her handler det ikke alene, om at kunne købe sig til markedsandele, men i ligeså høj grad sikre sig adgang til produktionskapacitet, hvilket blandt andet har været en blokering for vækst hos Ryanair i snart 18 måneder.

For mange bolde i luften
Vi satte os for at spørge ind til emnet, da vi havde en kort snak med Michael O´Leary tidligere på ugen i forbindelse med et besøg i Billund Lufthavn.

Har du aldrig overvejet at købe eller fusionere med Norwegian?

“Problemet er, at Norwegian taber penge, alt for mange penge, og deres omkostningsbase er alt for høj sammenlignet med os,“ lyder det indledende svar fra Ryanair-bossen.

Hvis Ryanair kan overtage og drive selskabet, kan man vel også forbedre den del af forretningen?

“Det er da klart en mulighed. Men Norwegian skulle have fastholdt at blive i det skandinaviske marked og udnytte markedet på de korte og mellemlange ruter. I dag forsøger de at bygge en langdistanceforretning op med alt for mange udfordringer, og de har samtidig bestilt alt for mange fly, hvorfor de har valgt at etablere et flyleasingselskab. Det er der ikke brug for, da vi har masser af den slags virksomheder over hele verden i dag,“ konstaterer Michael O´Leary.

Herefter hiver O´Leary en metafor ud af sit overdimensionerede ordforråd for at beskrive den situation, som Norwegian efter hans opfattelse befinder sig i.

“Norwegian og Bjørn Kjos er som en cirkusartist, der har for mange bolde og tallerkener i luften. Pludselig falder en ned og går i stykker. Det er en skam, for hvis de havde holdt sig til den oprindelige forretningsmodel, kunne de have konkurreret SAS ud af markedet.“

Vil ikke købe tabsgivende selskaber

Er det udelukket af Ryanair kan vokse gennem akkvisitioner?

“Vi vil aldrig købe et flyselskab, der for det første ikke tjener penge og sekundært har et for højt omkostningsniveau. Det vil ødelægge vores egen forretning, og vores aktionærer vil ikke bakke op omkring sådan en transaktion,“ konkluderer topchefen hos Europas største lavprisflyselskab.

Privatfoto: Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos ledsaget af bestyrelsesformand Bjørn H. Kise forlader Ryanairs hovedkontor i Dublin efter et møde for et års tid siden.