Air Belgium Airbus A340-300. (Foto: Air Belgium)

Overflyvningsrettigheder forhindrer ruteopstart

En manglende russisk overflyvningstilladelse og forsinket GDS-integration udsætter ny Hong Kong-rute i fem uger.

Der tæres godt og grundigt på startkapitalen på 20 millioner euro, efter at det nyetablerede flyselskab Air Belgium har måttet opgive at komme i luften som planlagt den 30. april.

Efter to års forberedelser åbnede Air Belgium den 3. april for salg af billetter med ruteopstart blot 27 dage senere. Første rute går fra Brussels South Airport-Charleroi til Hong Kong, men premieren er blevet udsat til den 3. juni, hvorefter der efter planen skal flyves fire gange om ugen med Airbus A340-300.

Tilsyneladende har ledelsen bag Air Belgium undervurderet udfordringerne med overflyvningstilladelser og distribution via GDS-systemerne. Det er i hvert fald de to forhold, der får skylden for den udsatte ruteopstart.

“På trods af alle bestræbelser fra vores medarbejdere og de belgiske myndigheder har vi endnu ikke modtaget overflyvningstilladelsen fra de russiske myndigheder, vel vidende at overflyvning over russisk luftrum er uundgåeligt. Air Belgium har sikret sig alle andre tilladelser i god tid i forvejen,” forklarer administrerende direktør Niky Terzakis i en pressemeddelelse.

Ombooking til andre flyselskaber
Overflyvningstilladelser er ikke den eneste udfordring. En forsinket integration til GDS-systemerne har betydet, at de kinesiske kunder ikke har kunnet få adgang til at booke flyvningerne.

Derfor er Air Belgium gået i gang med via e-mail at informere de berørte passagerer, der vil få tilbudt enten ombooking til andet flyselskab, ombooking til et andet rejsetidspunkt eller fuld refundering af den købte billet. Udfordringerne forstærkes yderligere af, at Air Belgium endnu ikke har fået et call-center på plads.

Air Belgium-direktøren lægger ikke skjul på, at det har været en vanskelig opgave at ringe kunderne op med besked om, at de ikke vil kunne komme afsted som planlagt.

“Beskyttelsen af vores rejsendes interesser er vigtig for os. I mellemtiden gør vi alt, hvad der overhovedet er muligt for at sikre os overflyvningstilladelserne så hurtigt som muligt og hjælpe rejsearrangørerne med at foretage de nødvendige forberedelser,” lyder det fra Niky Terzakis.

 

Relaterede artikler:

Ejerkredsen i nyt flyselskab er afsløret

Tidligere Finnair-fly skal genrejse belgisk stolthed

Hong Kong-flyvninger fra lavprislufthavn

Hong Kong er første destination for Air Belgium

Nyt belgisk flyselskab vil flyve til Asien