Piloter meldte flykapring ved en fejl

Piloterne på et britisk fly på vej til Mallorca kom ved en fejl til at angive en kode på transponderen, der indikerede, at flyet var blevet kapret. Sikkerhedsstyrker omringede flyet ved ankomst.

Et Boeing 737-800 fly fra britiske Jet2.com var i mandags undervejs fra East Midlands til Palma de Mallorca. Flyrejsen var blevet gennemført i en højde på 9.500 meter, men under indflyvningen fik piloterne ved en fejl indstillet flyet transponderen til kode ‘7500’, hvilket for flyvelederne indikerer, at der er en flykapring i gang.

Reglerne i international luftfart er nemlig, at piloten, der har kommandoen skal indstille transponderen (elektronisk udstyr, der sender data fra flyet til flyvelederne på jorden, red.) på ‘7500’ i tilfælde af en kapring. Hvis en pilot indstiller transponderen på 7500, vil han sandsynligvis blive kaldt op af flyveledelsen, der beder om at bekræfte dette, eller at undlade at svare.

Hvis der ikke bliver svaret, vil flyvelederkontrollen tage det som en bekræftelse på, at kode 7500 ikke fejlagtigt er blevet anvendt.

Det var også tilfældet med det britiske fly, hvor transponderen i hele tre minutter udsendte kode 7500. Flyveledelsen spurgte piloterne, om det var med vilje, at ham havde sat transponderen på kode 7500, hvilket blev benægtet, skriver Aviation Herald.

Omringet af sikkerhedsstyrker
Herefter blev det helt store kriseberedskab sat i gang for at forberede ankomsten af flyet, som myndighederne mistænkte for at være kapret.

Efter landing på lufthavnens bane 24L omkring 16 minutter senere, blev flyet dirigeret til et fjernt liggende område i lufthavnen, hvor sikkerhedsstyrker omringede flyet.

Først efter, at politiet var gået om bord på flyet, blev det klart, at der ikke havde fundet en flykapring sted. I stedet havde piloterne i cockpittet og flyveledelsen på jorden misforstået hinanden i meldingerne om den fejlagtige kode 7500 på transponderen.

Flyet måtte efterfølgende blive på jorden i omkring seks timer på den spanske ferieø, før flight LS602 atter kunne sætte kursen mod East Midlands med en forsinket ankomst på tre timer.