Planlægger terminal til 50 mio. passagerer

Singapore Changi-lufthavnen står foran store udvidelser. I løbet af 10-15 år vil lufthavnen have fem terminaler, tre hovedbaner og en kapacitet til 135 mio. passagerer.

Hvert 100. sekund starter eller lander et fly i Singapores Changi-lufthavn. Det er samtidig med til at gøre lufthavnen til en af de 15 største i verden med over 51 mio. passagerer i 2012.

Den asiatiske mikrostat, der blot har en størrelse 710 kvadratkilometer og omkring 5 mio. indbyggere, har således en lufthavn, der årligt har 10 gange flere passagerer end ø-statens befolkningstal. Det vidner om det internationale miljø, der præger Sydøstasiens finansielle centrum.

Singapore bliver af mange vurderet til at have den mest erhvervsvenlige økonomi i verden, hvilket tiltrækker investeringer fra nær og fjern. Selvom Singapore er den mindste stat i Sydøstasien, er den sammen med Hong Kong, Sydkorea og Taiwan en af de fire asiatiske tigre, der trækker væksten i regionen.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Singapore Changi-lufthavnen går med store udbygningsplaner. I dag har lufthavnen to hovedbaner og tre terminaler med en kapacitet på op til 66 mio. passagerer. Men i april måned kunne lufthavnen annoncere, at man havde hyret et arkitekt-konsortium til at gennemføre design af en Terminal 4. Det første spadestik bliver taget i årets sidste kvartal og T4 ventes at stå færdig i 2017.

Herudover etableres endnu en hovedbane, således at Singapore Changi Airport i 2020 når op på en kapacitet på 85 mio. årlige passagerer.

En af verdens største terminaler
Men allerede nu har lufthavnens ledelse løftet sløret for planerne om at opføre en Terminal 5, der skal stå færdig midt i 2020´erne. Terminal 5forventes at få plads til 50 mio. passagerer, og lufthavnens samlede kapacitet vil dermed komme op i nærheden af 135 mio. årlige passagerer. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn i 2012 lidt mere end 23 mio. passagerer gennem terminalerne.

T5 tænkes opført på et 11 kvadratkilometer stort areal i den østlige del af Changi og vil blive en af verdens største passagerterminaler, afslørede Changi Airport Steering Committee, da planerne blev præsenteret i fredags.

Den store lufthavnsterminal planlægges forbundet til de øvrige terminaler via et togsystem under jorden. Herudover er der planlagt opførelse af hoteller og en stor erhvervspark, ligesom der også er afsat plads til luftfragtaktiviteter samt faciliteter til flyvedligeholdelse.

I en nylig offentliggjort rapport forudser man, at antallet af flypassagerer i Asien og Stillehavsregionen vil vokse med mere end 300 procent og nå op på fem mia. rejsende i 2031, hvilket svarer til størrelsen af det europæiske og nordamerikanske marked tilsammen. Det er den hastigt voksende middelklasse i de voksende asiatiske økonomier, der vil vende op og ned på magtbalancen i international luftfart.