Rigmand fra Maldiverne bag vandfly-projekt

Danskeren Lars Erik Nielsen har tjent millioner på at etablere vandflyvning på Maldiverne. Nu står han bag et dansk vandfly-projekt.

Det er ikke en hr.-hvem-som-helst, der er en af bagmændene bag projektet med at starte en vandflyrute mellem Aarhus og København. Selskabet DHC6 Invest A/S står som den formelle ejer af det De Havilland DHC-6 Twin Otter-fly, som lige nu i Schweiz er ved at blive shinet op og klargjort til opgaven. I DHC6 Invest’s ejerkreds finder man blandt andre Lars Erik Nielsen. Han stiftede tilbage i 1992 Maldivian Air Taxi, som fløj med Twin Otter-vandfly mellem øerne i Det Indiske Ocean.

Røven ud af bukserne
I 2013 købte kapitalfonden Blackstone Maldivian Air Taxi, der på tidspunkt havde 20 Twin Otter-fly. En handel, som Lars Erik Nielsen og hans fætre scorede omkring en milliard kroner på. Selv er han ikke meget for formuleringen med at score penge på salget.

”Det er altså noget fis, at når man har arbejdet røven ud af bukserne i 20-30 år med noget, at man så har scoret kassen. Men det er jo ikke forkert, det er bare mest, når man vinder i Lotto, SÅ scorer man kassen,” understregede Lars Erik Nielsen i 2013 i et interview med BT i forbindelse med handlen.

Samtidig med købet af Lars Erik Nielsens livsværk købte kapitalfonden konkurrenten Trans Maldivian Airways og igangsatte en fusion af de to selskaber. Trans Maldivian Airways blev navnet på det fortsættende selskab. Til gengæld blev alle fly malet i Maldivian Air Taxis hvide og røde bemaling. Selskabet har i dag omkring 45 DHC-6 Twin Otter-fly magen til det, som efter planen skal anvendes på ruten mellem havnene i Aarhus og København. Med mere end 100.000 flyvninger er Trans Maldivian Airways verdens største Twin Otter-operatør.

I luften i 2016
Under de hjemlige himmelstrøg har Lars Erik Nielsen, advokaten Lasse Rungholm, der også er medejer af DHC6 Invest, samt primus motor Rune Balle alle myndighedsgodkendelser på plads til at starte ruteflyvning mellem havnene i Aarhus og København. DHC6 Invest’s fly er en 37 år gammel Twin Otter, som er fundet i Iran. I de kommende fire måneder skal flyet gennem et større opgraderingsarbejde, ligesom der skal monteres pontoner. Rune Balle regner først med, at ruten går i luften i foråret 2016.

Lars Erik Nielsenhar blandt andet arbejdet i A.P. Møller-Mærsk, i tøjfirmaet InWear og i FDM, før han stiftede Maldivian Air Taxi. I dag kører Lars Erik Nielsen racerløb og har blandt andet kørt 24-timers løbet Le Mans fem gange.

Fotos: Larseriknielsen.com og DD / Wikimedia Commons.