Norwegian og Ryanair side om side. (Foto: Torp Sandefjord Lufthavn)

Ryanair-chef forudser Norwegian-konkurs

Norwegian er i så alvorlige økonomiske problemer, at flyselskabet formentlig ikke eksisterer om et år, hævder Ryanair-chefen Michael O’Leary.

Snart kan det være helt slut med at bestille billetter til flyrejser hos det norske lavprisselskab Norwegian.

I hvert fald hvis man spørger Michael O’Leary, der er administrerende direktør for det irske lavprisselskab Ryanair, som dagligt er i skarp konkurrence med Norwegian. Han hævder – ifølge Travel Weekly – at Norwegian i øjeblikket befinder sig i en så alvorlig finansiel situation, at lavprisselskabet risikerer at have en tom pengekasse inden foråret 2018.

”Norwegian vil være færdige om fire eller fem måneder. De løber tør for penge. De leder dagligt på livet løs,” siger han.

Michael O’Leary er en farverig personage, der har for vane at ytre sine holdninger om flyselskabers ve og vel. Og for mange kan det virke som kontroversielle og tvivlsomme påstande, han fremkommer med. Faktum er dog, at den irske Ryanair-chef tidligere har haft ret i forudsigelser om flyselskabers fremtid. I visse tilfælde har han dog også skudt forbi.

Norwegian afviser
En talsmand fra Norwegian nægter imidlertid – ifølge Travel Weekly – at flyselskabet er i økonomiske problemer og siger, at ’det har ingen bund i virkeligheden’.

”Norwegian har været rentabel og haft en stærk likviditet i de sidste 10 år, samtidig med at det ejer en stor andel af Bank Norwegian, som har en markedsværdi på over 1,6 milliarder pund (13 milliarder kroner, red.),” fortæller talspersonen.

Ryanair-direktøren står fast på sit postulat og hiver desuden endnu et flyselskab ind i sine omstridte udtalelser.

”Både Monarch (britisk lavprisflyselskab, red.) og Norwegian er i problemer. Det er en åben hemmelighed blandt flyselskaber, at både Monarch og Norwegian ikke kan overleve vinteren. Norwegian har store flyordrer, som de ikke har pengene til at betale for,” hævder Michael O’Leary.

Ryanair og Norwegian er begge medlemmer af interesseorganisationen Airlines for Europe (A4E), og det irske selskab har i flere måneder været i kontakt med Norwegian for at tilbyde tilsluningsflyvninger til de lufthavne, hvorfra Norwegian har langdistanceruter. Men Norwegians eksistens hænger i en millimetertynd tråd, understreger Michael O’Leary.

”Vi taler stadig med Norwegian (om tilslutningsflyvninger, red.), men jeg er ikke sikker på, at de stadig flyver om 12 måneder,” siger han.

Har visse udfordringer
Det er selvsagt et åbent spørgsmål, hvorvidt der er hold i Michael O’Learys farverige forudsigelse. CHECK-IN.dk har talt med aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, men han ønsker ikke at spekulere i en eventuel konkurs hos Norwegian.

Men han bemærker, at det norske flyselskab har visse udfordringer.

”Jeg kan konstatere, at Norwegian har taget rigtig meget mel i munden i form af masser af ordrer på nye fly. Og jeg kan også konstatere, at når man kigger på den aktuelle indtjeningssituation i selskabet, så ser den ikke ud til at kunne understøtte selskabets investeringsprogram,” siger han og fortsætter.

”Med andre ord skal Norwegian til at tjene flere penge, hvis man skal kunne blive ved med at investere i fly, på den måde man gør.”

Når Norwegian om cirka halvanden måned offentliggør regnskabet for tredje kvartal, vil man blive klogere, siger Jacob Pedersen.

”Tredje kvartal plejer at være Norwegians bedste kvartal på året. Så når regnskabet kommer, vil vi kunne se lidt mere om pengestrømmene. Vi kan få indsigt i, hvordan indtjeningsniveauet er kontra sidste år, og så er vi klogere,” slutter han.

 

Relaterede artikler:

Norwegian-vækst gav ikke gevinst

IT-problemer for Ryanair og Norwegian

O´Leary: Vi vil ikke købe Norwegian!

Ros til Norwegian fra Ryanair

O´Leary: ‘Norwegian er et godt luftfartsselskab’

x

Læs Også

Hentede 4,8 milliarder kroner fra gebyrer

Norwegian fik i 2017 en indtægt på 4,8 milliarder norske kroner fra gebyrer og tillægsydelser, og målet er at nå op på 20 procent af omsætningen.

Mulig bombe under Norwegian-regnskab

Finanstilsynet i Norge er ikke enig i, at Norwegian kan opskrive værdien af aktierne i Bank Norwegian, og derfor kan regnskabet være næsten to milliarder norske kroner ringere.

Millliardunderskud hos Norwegian

Mens mange flyselskaber rapporterer om rekordoverskud i 2017, må Norwegian præsentere et driftsunderskud på to milliarder norske kroner.

Flere ruteflyvninger fra København til Cypern

Bortset fra et par uger i højsommeren har det været småt med direkte flyvninger fra Danmark til solbeskinnede Cypern.

Bjørn Kjos: Godt vi er ude af 2017

Norwegian vil torsdag præsentere årsresultatet for 2017, og analytikerne forventer et underskud på op imod 1,5 milliarder norske kroner før renter og skat.

Global Norwegian-ekspansion fra London

Ruter til Tokyo, Shanghai, Beijing, destinationer i Mellemøsten samt nye amerikanske ruter til Detroit, Philadelphia og Minneapolis er i støbeskeen hos Norwegian.