Ryanair går efter børnefamilierne

Ryanair lancerede tirsdag i Legoland et nyt familieprodukt, som skal lokke flere børnefamilier ombord i flyene.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair fortsætter sin charmeoffensiv for at vinde nogle af de kunder tilbage, som gennem tiden er blevet skræmt væk af flyselskabets relativt ufleksible rejsebetingelser.

En af disse målgrupper er børnefamilierne, hvor det hidtil ikke har været muligt at opnå rabat for børn, der rejste i selskab med voksne. Dette i modsætning til andre flyselskaber, der typisk tilbyder 25 procent i børnerabat for børn mellem to og 11 år. Rabatten gives dog kun af flyandelen før skatter og afgifter, hvorfor man ikke blot kan beregne 25 procent rabat af en totalpris for en voksen.

Ryanair har dog ikke tænkt sig at give rabat på børnebilletter, men vil i stedet tilbyde rabat på de tillægsydelser, som lægges oveni billetprisen. Det afslørede selskabet på pressemøder, der blev afholdt flere steder i Europa i løbet af tirsdagen. I Danmark var pressemødet henlagt til Legoland i Billund.

Flyselskabet lancerede et såkaldt “Family Extra“ produkt, hvor børn kan opnå 50 procent rabat på sædereservation og bagage samt rabat på priority boarding. Hos Ryanair er aldersgrænsen for børn ikke 11 år som hos de fleste andre flyselskaber, hvorfor børn og unge op til 16 år kan gøre brug af ordningen.

Kræser for spædbørnsfamilier
Udover børnerabatterne gøres der også noget særligt for spædbørnsfamilierne med børn op til to år. Billetgebyret for et barn under 2 år vil i fremtiden være 20 euro, mens babyerne frit kan medtage fem kilo bagage.

Er der brug for klapvogn, autostol eller rejseseng, kan to stykker af disse gratis medtages i flyets lastrum. Ombord på flyet tilbyder Ryanair at opvarme flasker og har samtidig sørget for, at der er puslebord til rådighed på flyet.

“Ryanair er glade for at kunne lancere Ryanair Family Extra, som tilbyder familier en række fantastiske rabatter og en række forbedrede services for de, der rejser med børn. Så for rigtige familieværdier skal rejsende vælge det flyselskab, hvor familier er vigtige, nemlig Ryanair,“ siger Elina Hakkarainen fra Ryanairs nordiske salg- og marketingafdeling.

Den sidste del af familie-fordelspakken er den såkaldte “Fly´n´ Save“ bonus, hvor familierne får 20 procent i rabat på den tredje familierejse, når man har rejst to gange tidligere som familie med Ryanair.