En Boeing 737 fra Ryanair ved terminalen i Dublin Airport. (Foto: Tonkie)

Ryanair reducerer sin flåde på hovedbasen

Det irske lavprisflyselskab Ryanair vil foretage en flådereduktion på hovedbasen i Dublin i den kommende vinterplan som konsekvens af de igangværende strejker.

Personale hos Ryanair strejker i disse dage, og det har konsekvenser for det store lavprisflyselskab.

Ryanair melder, at det har planer om at reducere sin Dublin-flåde fra 30 til 24 fly i det kommende vintertrafikprogram. Årsagen er, at Ryanair oplever et fald i antallet af bookinger fra Dublin, ligesom det polske datterselskab, charterflyselskabet Ryanair Sun, har haft pæn vækst i 2018.

Ryanair bebrejder delvis de igangværende strejker, som har haft negativ konsekvens for billetpriserne og kundernes tillid til flyselskabet.

Ved at minimere flåden på hovedbasen kan Ryanair frigøre kapacitet til ændre markeder. De tiloversblevne fly vil Ryanair i stedet benytte i regi af Ryanair Sun, som vil tilbyde flyene til polske rejsearrangører. Det polske flyselskab vil dermed kunne tilbyde over ti fly i den kommende vinter frem for de fem fly denne sommer.

Mulige fyringer
Det færre antal fly fra Dublin den kommende vinter vil få konsekvenser for antallet af ruter.

”Vi forventer få rutelukninger fra Dublin, og nogle ruter kan få reduktioner i frekvens,” har en Ryanair-talsmand udtalt ifølge Breaking Travel News. Flyselskabets driftsdirektør, Peter Bellew, har kommenteret:

“Vi beklager de her flyreduktioner fra basen i Dublin i vinteren 2018, men bestyrelsen har besluttet at fordele flere fly til de markeder, hvor vi nyder stor vækst (som Polen), og det vil resultere i flyreduktioner og jobnedskæringer på landemarkeder, hvor forretningen er svækket.”

Ryanair udelukker altså ikke, at flådereduktionen kan betyde afskedigelser af både piloter og kabineansatte. Således er 100 Dublin-basrede piloter og 200 kabineansatte i farezonen for at blive fyret. Omvendt vil flyselskabet også tilbyde medarbejderne at blive overført til Polen – eller andre baser – i den kommende vintersæson for at minimere afskedigelser.

I øjeblikket har Ryanair en flåde på over 450 fly fordelt på 87 baser i hele Europa.

CPH-afgange aflyst
Den igangværende strejke hos Ryanair har fået konsekvenser for rejsende ud af Københavns Lufthavn. Lufthavnen har bekræftet over for DR, at Ryanair har aflyst tre afgange fra CPH. Én afgang onsdag morgen til Bruxelles er annulleret, og torsdag er to afgange – til Bruxelles og Madrid – aflyst. De berørte passagerer er underrettet og bilbudt refundering eller ombooking af flybilletterne.

Ryanair-passagerer fra Billund Lufthavn slipper derimod for aflysninger, selv om omtrent 100.000 passagerer menes at blive ramt af strejken.

”Når vi slår afgangene op de næste dage, kan vi se, at de stadig er programsat ud af Billund. Det er dejligt og fedt for de rejsende, der skal af sted til Spanien,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn, til jv.dk.

Strejken omfatter Ryanairs kabinepersonale, der ønsker mere i løn. Arbejdsnedlæggelsen har betydning for omkring 600 fly onsdag og torsdag, og det er kun fly til og fra Belgien, Spanien og Portugal som bliver aflyst.

Billund Lufthavn har – ligesom CPH – afgange til Spanien, men de bliver således ikke berørt. Den jyske lufthavn har ikke Ryanair-afgange til Portugal og Belgien.

 

Relaterede artikler:

Ryanair: Strejker kan føre til nedskæringer

Ryanair aflyser 600 fly på grund af strejkevarsel

Ryanair-piloter varsler nye strejker

Ryanair anerkender fagforeninger for kabineansatte

Ryanair-personale truer med strejker