Ryanair-fly i Billund Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair sænker bagagegebyr på korte flyvninger

Ryanair sænker bagagegebyrene med op til 50 procent for rejsende på korte indenrigsflyvninger og på europæiske flyvninger under tre timer.

Man skal som Ryanair-passager fortsat have pungen op af lommen, hvis man vil have bagage på et af det irske lavprisselskabs mere end 300 fly. Men fra i går torsdag er det blevet lidt billigere for de passagerer, der rejser mellem to lufthavne i det samme land eller flyver i under tre timer.

Ryanair har nemlig reduceret bagagegebyret med mellem 13 og 50 procent for de indenrigsrejsende og de rejsende, der flyver mindre end tre timer. Og det gør 92 procent af selskabets mere end 100 mio. kunder.

”Over 92 procent af vores kunder vil komme til at nyde de reducerede bagagegebyrer, og vil nu betale den samme pris for bagage, der skal checkes ind, uanset om det sker, når reservationen er foretaget, eller om det tilføjes bestillingen senere,” siger Ryanair’s marketingdirektør, Kenny Jacobs.

Indenrigsrejsende, der flyver i under to timer og tager mindre end 15 kilo bagage skal fremover betale 15 euro for at checke bagage ind. Det er en halvering i forhold til før. Tager man mellem 15 og 20 kilo med på en indenrigsflyvning, så vil det fremover koste 25 euro. Det er 38 procent mindre end tidligere. 18 procent af Ryanairs kunder flyver indenrigs i mindre end to timer.

Sidder i fly i mere end tre timer
På flyvninger af under tre timers varighed mellem to europæiske lande bliver bagagegebyrene reduceret med 17 procent for bagage under 15 kilo og med 13 procent for bagage, der vejer mellem 15 og 20 kilo til henholdsvis 25 og 35 euro. 74 procent af Ryanairs passagerer flyver mellem to europæiske lande i mindre end tre timer.

De resterende otte procent af Ryanairs passagerer sidder i selskabets fly i mere end tre timer. De skal fortsat betale 40 euro for at checke op til 15 kilo bagage ind, og 50 euro for at checke mellem 15 og 20 kilo ind.

Prissænkningerne er en del af Ryanairs såkaldte “Always Getting Better”-program, som selskabet har haft gang i i de sidste tre år. Programmet har til formål at forbedre kundeoplevelsen gennem forbedret service, både digitalt og ombord på flyene.

 

Relaterede artikler:

Ryanair flyver fra konkurrenterne

Sådan ser Ryanairs nye kabiner ud

Ingen Ryanair Fast-Track i CPH

Ryanair overhaler konkurrent på håndbagage