Ryanair-fly på platformen i Billund Lufthavn. (Foto: Billund Lufthavn)

Ryanair tøver i Norden

Det irske lavprisselskab, Ryanair, har ofte fremført store ambitioner om at åbne indenrigsruter i de nordiske lande, men selskabet lader vente på sig og efterlyser privatisering af lufthavnene.

I geografisk langstrakte lande som, Norge, Sverige og Finland er luftfart en vital aktør i indenrigstrafikken. Irske Ryanair har ofte bebudet, at man ønsker at gå ind på netop de nordiske indenrigsruter, men de statslige og kommunale ejerforhold står i vejen for ruterne, siger selskabet.

Det er Ryanairs administrerende direktør, Michael O’Leary, som fra tid til anden i store ord og vendinger har sagt, at Ryanair er klar til en indenrigsekspansion i Sverige og for nylig også Norge, men irerne har tilsyneladende ikke kunnet få det, som de vil have det.

”Ryanair er altid interesseret i at udvikle nye ruter, men de afhænger af lavprisaftaler med lufthavnene. Skandinavien har behov for at privatisere sine lufthavne for at promovere konkurrencen,” siger Ryanairs pressechef, Robin Kiely, til CHECK-IN.dk.

Skulle man være i tvivl, om det vil være den rette beslutning at privatisere lufthavnene, kan man blot se på Storbritannien, Tyskland, Belgien og Italien, hvor lufthavnene er private og dermed har skabt incitament for vækst, pointerer Robin Kiely.

Kæmpe potentiale
Det er ingen hemmelighed, at Ryanair presser prisen helt i bund, inden selskabet gør entré på nye ruter, men det kan også blive nøglen til succes for lufthavnene.

Stockholm Skavsta Lufthavn har oplevet en enorm vækst efter, at Ryanair i 1997 fik overbevist lufthavnens ledelse om, at Ryanair kunne tiltrække 200.000 passagerer om året i bytte for en 60-procents rabat på passager- og landingsafgifterne. I dag har Ryanair 46 ruter fra lufthavnen, som sammen med Brussels Charleroi Airport blev den første Ryanair-base udenfor de britiske øer.

Ifølge Ryanair er det de statslige interesser, som står i vejen for, at lufthavnene kan give den pris, som Ryanair forlanger for at åbne nye ruter og måske endda slå sig ned i lufthavnen.

”Der er et kæmpe potentiale for både indenrigsruter og intra-nordiske ruter. Men indtil lufthavnene er frie til at konkurrere med hinanden, kan lavprisselskaberne ikke tilbyde sig på disse ruter,” fastslår Robin Kiely.

Ryanair er i dag kun til stede på én intra-nordisk rute, nemlig ruten mellem Aarhus og Rygge nær Oslo. For et par år siden fløj Ryanair også kortvarigt mellem Skavsta og Rygge.

I alt flyver Ryanair indenrigsruter i fem lande, efter at Grækenland for nylig blev føjet til med ruten mellem Kreta og Thessaloniki. Derudover flyver Ryanair indenrigsruter i Spanien, Italien, Frankrig og Storbritannien. I Storbritannien er der dog udelukkende tale om indenrigsflyvninger til og fra Nordirland.

Billede: Et Ryanair-fly i Billund Lufthavn. Det bliver næppe i Danmark, at Ryanair først vil kaste sig ud i indenrigsflyvninger med sine store Boeing 737-800-fly. Det er ellers ikke fordi, at lavprisselskabet går af vejen for selv ultrakorte flyvninger. Eksempelvis driver Ryanair ø-hop-ruten mellem Glasgow i Scotland og Derry i Nordirland på blot 172 kilometer.