Ryanair’s københavner-fly får travlt

Det Boeing 737-fly, som Ryanair fra i morgen baserer i Københavns Lufthavn, kommer i sving fra tidlig morgen til efter midnat hver dag.

Fra i morgen vil et Boeing 737-800 fly fra det irske lavprisselskab Ryanair få fast base i Københavns Lufthavn. Flyet kommer dog ikke til at stå og glane på en standplads i lufthavnens fjerneste hjørne. For når man er fly hos Ryanair, så skal der bestilles noget. Således skal flyet efter fartplanen hver morgen afsted på sin første tur fra København til London Luton klokken 06.45 og er først hjemme igen kl. 00.10 fra Warszawa.

I løbet af dagen skal flyet nå til London Luton og tilbage igen to gange, til Milano-Bergamog og tilbage en gang samt til Warszawa-Modlin en gang og tilbage igen. I løbet af dagen har flyet kun 25 – 30 minutter til at lande, komme ind til gaten, få passager af, nye passagerer på og komme i luften igen. Kun en gang er der sat 40 minutter af.

Til gengæld kalkulerer selskabet på flere af ruterne med lidt længere flyvetid end konkurrenterne. Således har Ryanair sat den planlagte flyvetid mellem København og Milano-Bergamo til to timer og ti minutter den anden vej. Til sammenligning opererer SAS med en flyvetid på to timer og fem minutter til Milano Malpensa.

På ruten til Warszawa kalkulerer Ryanair med fem minutter mere end SAS, der flyver til Warszawa Chopin. Til gengæld regner selskabet med at komme noget hurtigere frem og tilbage mellem København og London-Luton end hvad British Airways og SAS regner med på ruten til London Heathrow. Ryanair regner med at kunne klare turene til og fra Luton på en time og 45 minutter. British Airways og SAS kalkulerer i nogle tilfælde med 1 time og 55 minutter til og fra Heathrow, men oftest to timer.

Rutenummer Afgang Ankomst
FR7403 CPH 06.45 LTN 07.30
FR7404 LTN 07.55 CPH 10.40
FR2991 CPH 11.05 BGY 13.15
FR2992 BGY 13.40 CPH 15.50
FR7407 CPH 16.30 LTN 17.15
FR7408 LTN 17.40 CPH 20.25
FR2891 CPH 20.55 WMI 22.20
FR2892 WMI 22.45 CPH 00.10

Efter planen skal 10 piloter og 20 kabineansatte bemande flyet og arbejde ud af Københavns Lufthavn. Det har afstedkommet et krav fra den danske fagbevægelse om, at Ryanair tegner overenskomst for personalet med Flyvebranchens Personale Union.

Rutter ikke med pengene
Ryanair kalder sig selv for et ultralavprisselskab og er ikke kendt for at rutte med pengene til markedsføring og festivitas. Der er da heller ikke arrangeret noget særligt i form af en lille reception eller snoreklipning i forbindelse med torsdagens baseåbning.

Til gengæld har fagbevægelsen indkaldt til demonstration foran Arbejdsretten på Sankt Annæ Plads i København torsdag kl. 14. Ryanair og Flyvebranchens Personale Union mødes nemlig i Arbejdsretten kl. 14.30 i striden om hvorvidt der skal tegnes overenskomst eller ej.

Onsdag i sidste uge landede det første ordinære Ryanair-rutefly i Københavns Lufthavn, da selskabet indviede sin nye rute fra Dublin. En rute, der betjenes med fly fra basen i Dublin.

Til september stationerer Ryanair yderligere et fly i Københavns Lufthavn og til oktober kommer endnu et fly til den nye base.