SAS-fly i Aarhus Lufthavn.. (Arkivfoto: Aarhus Airport | PR)

SAS og Aarhus Lufthavn i strategisk samarbejde

SAS vil etablere et stort antal europæiske flyruter fra Aarhus Lufthavn samt øge antallet af afgange på indenrigsruten mellem Aarhus og København.

Aarhus Lufthavn er på vej mod et historisk stort gennembrud via en strategisk aftale med SAS. Lufthavnen kan i dag præsentere en strategisk samarbejdsaftale med SAS om etableringen af et stort antal internationale flyruter til europæiske byer rettet mod både erhvervs- og fritidsrejsende. Der er tale både helårsruter og sæsonruter.

Samtidig vil SAS øget antallet af afgange på indenrigsruten mellem Aarhus og København. Samlet set betyder det en udvidelse i trafikken fra Aarhus Lufthavn på over 50 procent. I 2016 rejse 383.154 passagerer gennem Aarhus Lufthavn, og dermed er der udsigt til op imod 200.000 flere passagerer gennem den østjyske lufthavn.

”Vi har taget bestik af dels kundernes ønsker og dels af Aarhus og Østjyllands visioner om selv at udvide og investere. Derudover ser vi det som en del af vores ansvar at styrke den logistiske sammenhæng mellem Øst- og Vestdanmark og at være med til at åbne endnu mere op til verden for det jyske marked. Samtidig er Aarhus interessant for mange udenlandske virksomheder og ikke mindst i turismesammenhæng, så derfor tror vi på, at der findes et stort potentiale,” siger koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen fra SAS i en pressemeddelelse.

Afgørende for fremtiden
Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard (S) sætter sin tillid til, at den nye aftale med SAS skal sikre lufthavnens fremtid.

”Byens virksomheder har brug for en god infrastruktur både nationalt og internationalt, og derfor er dette ikke kun en god nyhed for Aarhus Airport, men i høj grad også for Aarhus. Lufthavnen står midt i en turnaround-proces, og med en så positiv tilkendegivelse fra den vigtigste strategiske samarbejdspartner, er der stor grund til at tro på, at lufthavnens projekt vil lykkes. For mig at se har Aarhus Airport med denne samarbejdsaftale taget et syvmileskridt imod en succesfuld genopretning,” siger Jacob Bundsgaard.

Bestyrelsesformand Torben Boldsen fra Aarhus Lufthavn peger på stærke frekvenser til København, Stockholm og Oslo som værende afgørende for Aarhus Lufthavn. De nye SAS-ruter fra Aarhus Lufthavn vil blive offentliggjort i oktober måned.

 

Relaterede artikler:

EU godkender offentlig støtte til Aarhus Lufthavn

Fremgang i Aarhus Lufthavn

Aarhus-Prag bliver helårsrute

Aarhus Lufthavn tror på ruter til Frankfurt og Amsterdam

Aarhus Lufthavn mister Eindhoven-rute