SAS-boss: Stavanger – Houston er mest oplagt

SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, ser mest fornuft, i at en ny rute til Houston går direkte fra oliebyen Stavanger – og ikke fra København eller Oslo.

Hvis SAS indfrier et dybfølt ønske fra A.P. Møller Mærsk, Statoil og den øvrige skandinaviske olieindustri om at åbne en ny SAS-rute til Houston i staten Texas, så vil det være naturligt, at ruten går direkte fra Skandinaviens olieby nummer ét, Stavanger, til Houston. Det fastslog SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, da han mandag indviede selskabets nye rute til San Francisco.

”Stavanger er det naturlige startpunkt for en rute til Houston, siger Rickard Gustafson, der blev bombarderet med spørgsmål om Houston-planerne fra den fremmødte presse, efter at CHECK-IN.dk i sidste uge kunne fortælle, at SAS og olieindustrien er ret langt fremme i arbejdet med etableringen af ruten.

Har et specielt behov
Dansk og skandinavisk erhvervsliv består foruden olieindustrien også af en lang række virksomheder, som tørster efter flere direkte ruter til vækstmarkederne i Asien, og har et meget lille eller slet intet behov for en femte USA-rute med det skandinaviske flyselskab.

”Vi er mest interesseret i direkte ruter til den amerikanske østkyst, østkysten af Kina samt Sydamerika,” fortæller Vice President for Indkøb i Novozymes, Mikael Bechsgaard.

Men der er ikke gang i lige så intensiv dialog med erhvervslivet om nye ruter til andre oversøiske destinationer.

”Olieindustrien har et specielt behov. Vi er ikke i tilsvarende dialog med andre virksomheder om andre langdistancedestinationer,” fastslår Rickard Gustafson.

Bliver noget særligt
SAS forventer at træffe en beslutning om Houston-ruten inden sommerferien. Og hvis man vælger at køre løs med ruteopstart i foråret 2014, så vil det med stor sandsynlighed ikke lægge beslag på SAS’ eksisterende langrutekapacitet, som i øjeblikket består af 11 Airbus A340 og A330-fly. Fra midten af juni suppleres flåden med et Airbus A340-reservefly. Men betjeningen af en eventuel Houston-ruten vil blive noget særligt.

”Der vil sandsynligvis blive tale om et specielt produkt med en narrow-body Airbus A320 eller Boeing 737 i en særlig langdistancekonfiguration og ikke et af vores almindelige Airbus A340 eller A330-fly,” forklarer Rickard Gustafson.

Kappede forbindelsen
Ruten til San Francisco blev åbnet mandag med Budweiser øl, kage og en ung pige i kondisko, der sang ”Star Spangled Banner”, inden 195 passagerer og 50 honoratiores gik ombord på Airbus A340-flyet med navnet ”Freydis Viking” og rutenummeret SK935 og satte kursen vestover.

SAS vil fremover flyve til San Francisco seks gange om ugen, ligesom selskabet i forvejen i USA flyver til Chicago, Washington og Newark. Sidstnævnte rutes ene daglig middagsafgang blev fra 1. april suppleret med en aftenafgang tre gange om ugen. Og fra 3. juni til 17. oktober vil der være fire ugentlige aftenafgange.

Med San Francisco får SAS igen en direkte forbindelse til den amerikanske vestkyst. En forbindelse, der blev kappet i 2009, da selskabet lukkede sin rute til Seattle.