SAS-kunder i problemer efter kreditkortfejl

Tekniske problemer med godkendelse af kreditkort som betaling, betød at SAS i en tredages periode bekræftede et antal bookinger på sin hjemmeside for sidenhen at annullere dem, da betalingerne var ugyldige.

I dagene fra den 17. til 19. november opstod der en teknisk fejl på SAS´ hjemmeside, hvilket betød, at kreditkortbetalinger fra kunderne ikke blev registreret korrekt i de gennemførte bookinger.

Dermed var der en ugyldig betalingsmetode tilknyttet flere tusinde bookinger, der blev foretaget i disse dage. Konsekvensen var, at hvis der ikke forinden var sket en opdatering i bookingen med de korrekte betalingsoplysninger, ville udrejsen automatisk blive annulleret.

Derfor har SAS arbejdet hårdt for at skabe kontakt til de mange berørte kunder, så man ikke risikerede, at de bestilte rejser automatisk ville blive annulleret.

“Med en ekstrem målrettet og ihærdig indsats for at komme direkte i kontakt med kunderne, hvilket vil sige flere tusinde SMS-udsendelser, mener vi, at vi har fået fat i stort set alle, der har været påvirket af problemet,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Genbooking er muligt
SAS har givet meddelelse til selskabets handling-agenter i lufthavnene, at de skal være opmærksomme på, at passagerer kan risikere at dukke op til check-in uden at vide, at deres udrejse er annulleret, såfremt der ikke er blevet tilknyttet en ny betaling.

Skulle man møde op i lufthavnen med en reservation, der er annulleret ved udrejsen, er det muligt at få genbooket i samme bookingklasse eller til den laveste tilgængelige bookingklasse i samme service- og kabinekoncept.

Kunderne skal dog ikke betale mere. SAS har givet billetkontorerne instruktioner om, at eventuelle genbookinger skal ske til samme pris, som der oprindeligt var opdateret i bookingen, selvom betalingen med kreditkort svigtede.