Bombardier CRJ900 opereret på vegne af SAS.

SAS lukker rute fra København til Polen

Passagertallet på ruten fra København til Lodz er ikke stort nok til at skabe rentabilitet for SAS. Det skandinaviske flyselskab lukker ruten midt i vintertrafikprogrammet.

Selvom SAS betragter Polen som en del af selskabets udvidede hjemmemarked, har det hidtil været svært at vinde fodfæste på nye regionale ruter fra Københavns Lufthavn. Således må SAS midt i vintertrafikprogrammet lukke ruten til Lodz, hvor der flyves sidste gang den 4. februar.

Dermed fik Lodz-ruten blot 15 måneders levetid i SAS-netværket, idet ruten blev etableret den 29. oktober 2012. Et forvarsel om den kommende lukning kunne allerede spores, da SAS valgte at reducere fra seks til to ugentlige rundture i perioden fra 6. januar til 28. februar. Men nu er tålmodigheden tilsyneladende sluppet op.

“Vi har i dag været nødt til lukke for salg på ruten, da den ikke har været eftertragtet nok til at vi kunne beholde den i trafikprogrammet,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Ruten har hidtil været opereret af et CRJ200-fly fra Cimber A/S med plads til 50 passagerer.

Svært marked
Potentialet i Polen er stort, men tilsyneladende er det et svært marked for SAS at ekspandere på, når det handler om at udvide med nye destinationer.

I 2012 forsøgte SAS sig med en rute fra København til Katowice. Men den rute måtte allerede efter ni måneders drift. I 2012 måtte SAS også lukke ruten fra Stockholm til Gdansk efter, efter at den havde været i fartplanen i et årstid.

Når SAS har fløjet den sidste afgang til Lodz vil der være fire polske destinationer tilbage i rutenetværket. Der er tale om flyforbindelser fra København til hovedstaden Warszawa samt til Gdansk, Wroclaw og Poznan. Fra Oslo flyves der fire gange om ugen til Gdansk, mens Stockholm ikke længere er forbundet med SAS-ruter til Polen.