Kabine i SAS Go.

SAS overvejer differentieret sædepris

I dag koster det 249 kroner at forudreservere sit favoritsæde i Go-klassen på langdistanceruterne hos SAS. Lige nu overvejer SAS at indføre differentieret prissætning på sædereservation.

Siden sommeren 2014 har det været muligt at forudreservere sit favoritsæde i Go-klassen på langdistanceruterne hos SAS. Det sker ved bestillingen og koster 249 kroner per strækning for alle interkontinentale ruter med undtagelse af Washington-ruten fra København, hvor prisen er 199 kroner.

Forudgående sædereservation mod betaling er kun muligt frem til 22 timer før afrejse. Herefter kan alle rejsende frit vælge de overskydende sæder.

Det er i dag de forreste sæder i Go-kabinen samt vindues- og gangsæderne, der er særligt efterspurgte og som kan købes for 249 kroner per vej. På flyet til Washington har man i snart et år på forsøgsbasis opkrævet 199 kroner per sædereservation, hvilket til gengæld gælder samtlige sæder.

Hos SAS er man ikke meget for at gå i detaljer med en eventuel prisdifferentiering, da det endnu ikke er besluttet.

“Vi undersøger lige nu muligheden for – og responsen på – at indføre en anden prisstruktur for ‘før-køb’ af attraktive sæder på langruter. I dag kan man frit vælge sæde 22 timer før, og man kan betale for særligt attraktive sæder, allerede når billetten købes. Det er priserne på disse attraktive sæder, som vi kigger på,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Washington-projekt fortsætter
Sidste år rejste 142.399 passagerer frem og tilbage mellem København og Washington D.C. på SAS-ruten. På denne rute benyttes Airbus A340-300 fly med plads til 245 passagerer, hvoraf 171 er på Go-klassen. Under forudsætning af, at 70 procent af passagererne rejste på Go-klassen, og at halvdelen af disse bestilte et sæde på forhånd, vil der for SAS være en årlig indtægt på 9,9 mio. kroner på salg af sæder.

Med flere end 1,3 mio. passagerer på samtlige interkontinentale ruter, vil Washington-eksemplet årligt kunne indbringe SAS op imod 100 mio. kroner.

Men det er ikke i første omgang tanken, at alle sæder skal være betalingsbare, når SAS eventuelt vil teste en prisdifferentiering.

“Hvad angår Washington, så er det korrekt, at alle sæder i flyet sælges som pre-seating. Dette er en undersøgelse af interessen for at ‘før-købe’ på alle sæder, og ikke blot attraktive sæder. Det aktuelle projekt om prisdifferentiering indebærer de attraktive sæder og ikke alle sæder på flyene,“ understreger pressechefen.

Undtaget for betaling af det særlige tillæg for sædereservation er i dag passagerer, der har et EuroBonus-kort af typerne Pandion, Diamond eller Gold. Rejsende med Star Gold-kort samt grupper, blinde, døve og handicappede i kørestol slipper også for at betale sædegebyret.