SAS vil ikke hjælpe Alsie Express

SAS har ikke ressourcerne til at lave en interline-aftale med Alsie Express. En aftale ville ellers løse mange af de kuffert-problemer i Københavns Lufthavn, som ejeren af Alsie Express’ fly harcelerer over.

Efter at Danish Air Transport i midten af juli stoppede med at flyve på ruten mellem Sønderborg og København er det blevet en del mere besværligt for rejsende fra Sønderborg at skifte fly i Københavns Lufthavn. For den tilbageværende operatør på ruten, Alsie Express, har ikke interline-aftaler med de store selskaber i Københavns Lufthavn. Den gør, at passagererne kan checke deres bagage ind hele vejen til slutdestinationen, selvom de skifter fly og flyselskab undervejs.

Danish Air Transport havde en interline-aftale med SAS, der er Københavns Lufthavns suverænt største operatør med over 40 procent af trafikken. Men det har Alsie Express ikke. Og de skal heller ikke sætte næsen op efter at få en lige foreløbig.

”Det kan sagtens komme på tale på et tidspunkt, men på nuværende tidspunkt har vi ikke ressourcerne til at implementere det,” forklarer pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.

Et interline-samarbejde kræver især integration af it-systemer. Og lige præcis på det felt er SAS i forvejen hårdt spændt for, da selskabet står midt i at skifte it-leverandør samt strømline en række centrale it-systemer.

Selv med til at forværre det
Uden en interline-aftale er Alsie Express’ passagerer, der skal videre ud i verden fra Københavns Lufthavn, nødt til selv at transportere deres kufferter fra bagagebåndet i indenrigsterminalen, Terminal 1, og over til check in-skrankerne for udenrigsflyvningerne i Terminal 2 og 3.

Og lige netop den kuffert-transport har Danfoss-ejer Jørgen Mads Clausen flere gange harceleret over og argumenteret for, at det var noget Københavns Lufthavn burde løse. Men man kan argumentere for, at Jørgen Mads Clausen selv har været med til at forværre kuffertsituationen for transfer-passagererne fra Sønderborg.

Det er nemlig Danfoss-fonden, Mads og Bitten Clausens Fond, der har finansieret leasingen af to fly til Alsie Express. Selskabet startede i midten af juni med at konkurrere mod Danish Air Transport på Sønderborg – København. Og efter godt en måneds konkurrence valgte Danish Air Transport at trække sig, da man kunne bruge flykapaciteten mere rentabelt på andre ruter og kontrakter. Dermed sagde de Sønderborg-rejsende også farvel til det selskab, som rent faktisk havde en interline-aftale med SAS.

Det har ikke været muligt for CHECK-IN.dk at få en kommentar fra Jørgen Mads Clausen.