Sidste flyvning med klassisk tremotors-fly

Biman Bangladesh gennemførte torsdag den sidste ruteflyvning med passagerer med DC-10. En flytype, der arbejdede 17 år for SAS.

En æra i luftfartens historie sluttede torsdag, da Biman Bangladesh gennemførte den sidste kommercielle ruteflyvning med passagerer med et DC-10 fly. Turen gik fra Dhaka i Bangladesh til Birmingham i England, hvor det lørdag, søndag og mandag vil flyve sightseeing-ture for flyentusiaster inden turen går mod flykirkegården og ophugning.

Det sidste DC-10 passagerfly har registreringen S2-ACR og er 26 år gammelt. Med tre store motorer og tre besætningsmedlemmer i cockpittet er det langt dyrere i drift end moderne to motors-fly. Biman Bangladesh erstatter da også DC-10’eren med Boeing 777-fly.

Flytypen blev bygget i i alt 446 eksemplarer. Heraf var 386 passagerfly og 60 lufttankningsfly til US Air Force. Det var den hedengangne amerikanske flyproducent McDonnell Douglas, der i dag er slugt af Boeing, som byggede flyet fra 1968 til 1988. Det fløj første gang med passagerer i 1971 for American Airlines. Så knap 43 år med passagerer blev det til. Flytypen flyver dog stadig som fragtfly hos blandt andre Federal Express og som lufttankningsfly hos US Air Force.

Minder fra DC-10’eren
Men i rollen som passagerfly er det nu slut for det karakteristiske fly, der var nem at genkende med sin tredje motor bygget ind i haleroret. Og feinschmeckere havde ikke problemer med at skelne mellem DC-10’eren og konkurrenten L-1011 Tristar. Førstnævnte havde nemlig udstødningen i direkte forlængelse af motoren, mens Tristar’ens luftindtag gik nedad til motoren, der sad mere inde i flykroppen.

SAS brugte flytypen i 17 år og havde i alt 12 DC-10-30. Mange af CHECK-IN.dk’s ældre læsere har derfor uden tvivl sine minder fra flyveture med DC-10’erne. Det danske charterflyselskab Premiair opererede ni DC-10’ere frem til år 2000. Selskabet skiftede i 2002 navn til My Travel Airways og har siden 2008 heddet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

DC-10’eren blev efterfulgt af MD-11. Et fly, der blev bygget fra 1988 til år 2000 i i alt 200 eksemplarer og havde Finnair som første bruger. Det blev ikke den store succes som passagerfly. Det er da på vej til at have fløjet sin sidste tur med passagerer. KLM har fire MD-11’ere tilbage i sin flåde, men forventer at pensionere dem til oktober i år. Flyet er dog fortsat populært blandt fragtflyselskaberne.

Foto:M Radzi Desa / Wikimedia Commons