Skandinavisk rutelukning til Rusland

Norwegian lukker rute fra Oslo til Sankt Petersborg i det kommende vintertrafikprogram. Passagertallet fra Københavns Lufthavn til Sankt Petersborg er alene halveret i årets seks først måneder.

Lufthansa og Finland har valgt at skære ned i trafikken til Rusland. Nu følger Norwegian efter med egentlige rutelukninger.

Det sker som følge af en markant nedgang i passagertrafikken til og fra Rusland. Alene fra København til Sankt Petersborg har der i årets første seks måneder af 2014 blot været 6.913 rejsende på SAS-ruten til den russiske storby, mens der året før var 13.978 rejsende i samme periode. Der er således tale om en halvering af trafikken.

Det er den økonomiske krise med de faldende oliepriser, den svage russiske valuta samt eftervirkningerne af de vestlige sanktioner i forbindelse med Ukraine-konflikten, der får de rejsende til at blive væk.

Norwegian lukker til Sankt Petersborg
Nu har også Norwegian taget konsekvensen af det faldende passagertal og lukker i slutningen af oktober måned ruten fra Oslo til Sankt Petersburg. Oslo-ruten til den russiske storby har været aktiv siden 2006 og er således et af det norske lavprisflyselskabs ældste ruter. Ruten har i denne sommer været opereret med to ugentlige afgange.

SAS foretog i sommertrafikprogrammet en række tilpasninger i tidtabellen på ruterne fra Skandinavien til Moskva og Sankt Petersborg. Men i første omgang vil SAS i den kommende vinter tilsyneladende flyve efter samme program som vinteren 2014/15.

Samlet set betyder det, at Norwegian ikke vil tilbyde ruter til Rusland i vinteren 2015/16, mens SAS stadig vil flyve til Moskva og Sankt Petersborg fra Stockholm og København. SAS går dog fra daglige afgange mellem Stockholm og Sankt Petersborg til to ugentlige afgange, mens frekvenserne på ruten fra København vil blive halveret fra seks til tre ugentlige afgange.

På ruterne til Moskva fra København og Stockholm vil SAS flyve tre gange ugentligt mod fem gange i det nuværende sommertrafikprogram.