Lufthansa skærer ned på Rusland-ruter

I begyndelsen af september vil Lufthansa lukke tre ruter til Rusland. Dermed har det tyske luftfartsselskab lukket fem russiske ruter i løbet af blot 16 måneder.

Det russiske marked er ikke længere så eftertragtet blandt de europæiske flyselskaber. Ukraine-konflikten i kombination med den svækkede russiske valuta samt de lave oliepriser har reduceret russernes rejselyst og skabt tilbageholdenhed hos europæiske virksomheder i forhold til investeringer i verdens største land.

Det har en række flyselskaber allerede taget konsekvensen af, og nu vælger Lufthansa at lukke tre ruter til Rusland i løbet af sensommeren. Den 30. august flyver Lufthansa for sidste gang fra Frankfurt til Vnukovo-lufthavnen i Moskva, mens ruterne til Samara og Nizhny Novgorod lukkes henholdsvis den 6. og 7. september. Begge ruter har været aktive siden 1996.

“Det var en svær beslutning for os, men vi bliver nødt til at sikre, at alle vores ruter over hele verden er profitable. Vi er overbevist om, at den økonomiske situation vil ændre sig igen, og væksten vil komme tilbage,“ siger Axel Hilgers, direktør for Lufthansa i Rusland og SNG-landene, til Air Transport World.

Rutelukningerne følger blot 16 måneder efter, at Lufthansa lukkede ruterne fra Frankfurt til byerne Kazan og Perm. Disse ruter havde Lufthansa betjent i 15 år, men angav stigende brændstofpriser, lufthavnsskatter og andre afgifter som årsager til, at ruterne ikke længere var profitable.

Germanwings følger i hælene på Lufthansa
Efter rutetilpasningerne vil Lufthansa blot flyve til Moskva-Domodedovo og Sankt Petersburg. Til Domodedovo-lufthavnen i Moskva vil Lufthansa flyve fire gange dagligt, mens den russiske hovedstadslufthavn vil blive betjent to gange dagligt fra München. Ruterne til Sankt Petersborg vil blive opereret tre gange dagligt fra Frankfurt, mens der fra München bliver en daglig afgang.

Det er ikke alene Lufthansa, der skærer ned til Rusland. Datterselskabet Germanwings ventes at lukke ruten fra Køln til Moskva-Vnukovo, ligesom ruten mellem Düsseldorf og Sankt Petersborg lukkes i august. Germanwings vil herefter blot flyve mellem Berlin og Moskva-Vnukovo.

SAS har i løbet af de seneste 12 måneder skåret kraftigt i frekvenserne til selskabets to russiske destinationer, henholdsvis Moskva- Sheremetyevo og Sankt Petersburg. I det kommende vintertrafikprogram vil SAS blot flyve tre gange ugentligt fra København til Moskva samt to gange om ugen fra Stockholm. Til Sankt Petersborg vil SAS flyve to gange om ugen i vinterhalvåret, mens der ikke flyves fra Stockholm og Oslo.