Spies flytter sædebestilling til hjemmeside

Nu bliver det fra Spies´ hjemmeside muligt at bestille favoritsædet om bord på samtlige flyvninger med Thomas Cook Airlines.

Reservation af flysæder er hos mange lavprisflyselskaber en stor indtægtskilde. Således også hos charterarrangørerne, der har identificeret store indtægtsmuligheder på området.

Hos Spies, der er Danmarks største rejsearrangør, har det hidtil været muligt at bestille sit sæde hos koncernens eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia. Det har blot haft den hage, at man først skulle bestille rejsen på Spies´ hjemmeside, hvorefter kunderne skulle videre på hjemmesiden Airshoppen.dk for at bestille flysædet.

Men nu kan man foretage det hele på én gang og i samme transaktion, så man ved bestilling af rejsen får et tydeligt overblik over de ledige flysæder om bord.

“Dette er en måde for os at tilbyde vores gæster en endnu bedre serviceoplevelse. At kunne booke sæde om bord på flyrejsen direkte i forbindelse med bestilling af rejsen har længe været et stort ønske blandt vores gæster. Flere ruteflyselskaber tilbyder allerede denne service til deres kunder,“ siger Torben Andersen, der er kommunikationschef i Spies.

Gebyr fra 80 til 355 kroner
Gennem den nye funktion kan kunderne selv vælge, hvornår de vil bestille og betale flysædet. På et hvilket som helst tidspunkt indtil fem dage før afrejse, kan transaktionen gennemføres.

Det er dog ikke gratis at bestille sit favoritsæde. På europæiske flyvninger koster det 80 kroner per strækning at reservere det ønskede sæde. Ønsker man et sæde på en række med kun to sæder er prisen 90 kroner, og skal man have ekstra benplads skal der betales 175 kroner.

Det er dog noget dyrere at forudbestille et sæde på rejserne til De Kanariske Øer, Madeira og Nordafrika. Her er der et gebyr på 125 kroner for et almindeligt flysæde, mens det koster 220 kroner at sikre sig ekstra benplads.

På de oversøiske flyvninger til Thailand, Mexico og Den Dominikanske Republik er prisenere helt oppe på 175 kroner for et standardsæde og 355 kroner for ekstra benplads. Men det kan i mange tilfælde være godt givet ud, når man skal ud på en flyvetur på 10 timer og derover.

Foto: En reservation af en flystol er især populær på de lange flyvninger. På de oversøiske ruter flyver Thomas Cook Airlines udelukkende med A330-fly, hvor alle passagerer har individuel videoskærm.