Som sild i en tønde til sydens sol

Spies sender chartergæster til Mallorca og Rhodos med store Airbus A330-fly med plads til 396 passagerer. Hos SAS er tilsvarende flytype indrettet med 266 sæder.

Charterarrangøren Spies indsætter i skolernes sommerferie Nordens største charterfly mellem København og henholdsvis Mallorca og Rhodos. Hver tirsdag kan 396 passagerer således sætte sig til rette i de nye komfortable flystole i et Airbus A330-300 fly fra Thomas Cook Airlines.

Trods ombygning af kabinen for samlet 22 mio. kroner sidder man dog stadig tæt i det store langdistancefly, selvom de nye ergonomiske stole har givet lidt ekstra plads til benene. Men heldigvis er der et meget avanceret underholdningstilbud med otte tommers touch-skærm med spillefilm, tv-shows og børneprogrammer. Det kan medvirke til, at flyveturen i selskab med 400 mennesker føles lidt kortere.

“Den nye luksusfly vil give vores gæster en ekstraordinær ferieoplevelse, også selvom de ikke kan nå igennem hele underholdningsprogrammet på ud- og hjemrejsen,“ hedder det i en pressemeddelelse fra administrerende direktør Jan Vendelbo fra Spies.

I tidligere versioner af A330-flyet har Thomas Cook Airlines haft plads til mellem 405 og 408 passagerer. Ifølge Airbus havde My Travel Airways i 2007 (siden 2008 Thomas Cook Airlines Scandinavia) rekorden med 408 sæder i et A330-300 fly, hvilket dengang var den mest pressede konfiguration blandt alle operatører af flyet.

I A330´eren fra Thomas Cook er der otte stole på tværs, mens andre “high density“ udgaver har ni. Ifølge specifikationerne fra Airbus vil der være plads til maksimalt 295 passagerer i en 3-klasses version, 335 i to-klassers udgaven og op til mellem 375 og 440 passagerer i en såkaldt “high density“ udgave. Når passagertallet overstiger 375 kræver det en ekstra “type A-dør“ i flyet.

436 flystole i filippinsk A330-fly
SAS benytter sig også af de store Airbus A330-300 langdistancefly. Men hos det skandinaviske flyselskab benytter man en treklasses-version, hvorfor der er væsentligt færre flystole i denne udgave. I alt 266 flystole er fordelt med 32 på Business Class, 56 på Premium Economy Class og 178 på Economy Class.

Før MyTravel Airways satte rekord med 408 passagerer i et A330-fly, havde franske Air Inter i midten af 1990´erne fly af samme type indrettet med 412 flystole.

Dette er dog de senere år blevet overgået af filippinske flyselskaber. Først fik lavprisflyselskabet Cebu Pacific Air leveret nye A330-fly indrettet med 436 flystole med 31 tommers sædeafstand. Sidenhen fulgte Philippine Airlines med samme flytype, hvor der var plads til 414 passagerer.

De to filippinske flyselskaber bruger primært “high density“ udgaverne på ruterne til Australien og Mellemøsten, hvor flyene ofte er fyldt med filippinske gæstearbejdere. Omkring 11 millioner filippinske statsborgere arbejder uden for Filippinerne, hvilket svarer til 10 procent af den samlede befolkning.