Spøgelseslufthavn til 81 mia. kroner

En spritny lufthavn i Doha i Qatar står mennesketom hen. Hvorfor lufthavnen endnu ikke er taget i brug, er svært at få svar på. Følg med rundt i spøgelseslufthavnen til 81 mia. kroner.

(DOHA) Som undtagelsen, der bekræfter reglen, ligger Doha’s nye internationale lufthavn øde hen i udkanten af ørkenstaten Qatar’s hektiske hovedstad, hvor der ellers er fuld knald på opførelsen af højhuse, motorveje, metrolinjer, stadioner og meget andet i et forsøg på at følge med byens hastige udvikling og kolossale vokseværk. Og ikke mindst forsøge at matche naboerne i Dubai lidt længere mod syd på Den Arabiske Halvø.
Lufthavnen skulle være åbnet 12. december 2012. Og for det utrænede øje kan det være meget svært at se hvorfor lufthavnen ikke vrimler med passagerer. Men det gør den ikke. den er kun befolket med indiske og pakistanske gæstearbejdere, der er ansat til at bygge lufthavnen. Men hvad de egentlig laver kan være svært at se, når man bevæger sig ned af de lange tomme gange, kører på de rullende fortove eller går gennem paskontrollen og ud til de stillestående bagagebånd.
Check-in skranker, lounges, gates, toiletter, jetbroer, rulletrapper, lys, højtalere. Det hele er på plads. De to startbaner er anlagt og brandbilerne indkøbt. Musik strømmer ud af højtalerne og på informationsskærmene kan man sågar finde information om hvornår imaginære fly forventes at ankomme eller om de ligefrem er landet.
Det er de bare ikke. På nær to fly. For da Qatar Airways tirsdag blev optaget i oneworld-alliancen skete det ved en stort anlagt ceremoni i spøgelseslufthavnens Gate B1. Og uden foran gaten holdt to Qatar Airways-fly. Det ene, en Airbus A320, var malet i Qatar Airways’ normale grå, hvide og mørkerøde farver. Det andet, en Boeing 777-300ER, var malet i særlige oneworld-farver. Og de to fly var de første til at lande i lufthavnen.
Ualmindeligt svært at svare på
Men hvorfor står en lufthavn, der har kostet 85 mia. kroner og er dimensioneret til 24 mio. passagerer og nemt kan opgraderes til 50 mio. passagerer om året, øde hen? Hvorfor blev åbningen aflyst én time før at ørkenstatens emir skulle indvie den?
Ja, det oplagte spørgsmål viste sig at være mere end ualmindeligt svært at få svar på, da CHECK-IN.dk og en lille gruppe af andre internationale journalister som de første udenlandske medier tirsdag blev vist rundt i lufthavnen efter ceremonien.
Vi møder et utal af chefer med ansvar for sikkerhed, taxfree-shopping, lufthavnens enorme cargo-terminal, passagerservice og meget andet. Og får mange oplysninger. Men så snart en hånd kommer i vejret og et spørgsmål er på vej ud over læberne på en journalist, sørger lufthavnens emsige kommunikationsfolk for at gelejde gruppen af journalister videre til næste repræsentant, der vil fortælle om sit ansvarsområde.
Da CHECK-IN.dk stædigt og med høj røst får trængt igennem med det mest oplagte spørgsmål, nemlig hvorfor lufthavnen er forsinket, så bliver vi først henvist til de emsige kommunikationsfolk. De henviser til, at det emne allerede er blevet berørt tidligere på dagen. Og da vi holder fast i at det ikke er tilfældet og at det da ikke kan være så svært at svare på, får vi at vide, at det må vi tage med Qatar Airways’ kommunikationsafdeling. Her får vi efter rundvisningen en sludder for en sladder om, at det var myndighederne, der aflyste åbningen på grund af “sikkerhedsissues“. Hvad det nærmere dækker over, bliver vi ikke klogere på.
På sidelinjen står en lokal journalist smilende og følger vores jagt på et svar. Hun vil også gerne kende svaret. Men er som repræsentant for et uafhængigt ikke-selvcensureret medie i Qatar vant til at det kan være uhyre svært at få svar på selv de mest basale spørgsmål. Hvilke kæder, der skal drive restauranter, cafeer og tax-free butikker er bare nogle af de ting, som vi ikke kan få svar på.
Matcher ikke forventningerne
Mens vi venter på at Hamad International Airport skal åbne, er passagererne henvist til Doha’s eksisterende lille utidssvarende lufthavn. Her køres passagererne til og fra flyene i busser og flyene holder i lange køer for at få lov at lette fra lufthavnens ene startbane. Passagerterminalerne ligger spredt ned langs landingsbanen. Faciliteter, som slet ikke matcher hvad man forventer af et trafikknudepunkt for et af verdens kun syv fem-stjernede flyselskaber. Og hvad et af verdens hurtigst voksende og mest ambitiøse flyselskaber også selv forventer.

Qatar Airways modtager et nyt fly hver 15. dag og vi taler ikke små Airbus A320 og Boeing 737 mellemdistancefly. Vi taler langdistancefly som Boeing 777 og 787 Dreamliner. Og til april forventer selskabet at modtage sin første Airbus A380. Desuden er Qatar Airways lanceringskunde på den nye Airbus A350XWB, som selskabet har bestilt 80 af. Den første forventes at tage turen fra Airbus-fabrikken i Toulouse til Doha i andet halvår 2014.

Til den tid vil Hamad International Airport formentlig være åbnet. Den officielle udmelding fra ørkenstatens transportminister var i starten af ugen, at lufthavnen åbner i starten af 2014. Men han satte ikke nogen præcis dato på.
Terminal med lagune
I mens står spøgelseslufthavnen som et monument i baggrunden, når man som passager kører i bus ud til sit fly i den eksisterende lufthavn. Og i luften kan man nemt se den 600.000 kvadratmeter store terminal og de to landingsbaner på henholdsvis 4250 og 4850 meter. Den sidste er blandt verdens længste og muliggør starter og landinger ved temperaturer over 50 grader. Mennesketomt men imponerende.
Mest imponerende er emirens personlige terminal på 16.000 kvadratmeter. Det spektakulære arkitektoniske byggeri var dog ikke en del af rundvisningen og derfor så vi ikke med egne øjne den lagune, som terminalen efter sigende er udstyret med. Foran terminalen er der plads til syv fly, heraf to Airbus A380 – som Qatar’s emir dog ikke selv har nogen af.
Se flere billeder på CHECK-IN.dk’s Facebook-side.

Hamad International Airport i tal:
22 kvadratkilometer
125 standpladser
42 gates med direkte adgang til terminalerne
Kapacitet til 24 mio. passagerer. Kan udvides til 50 mio. passagerer
Terminaler på i alt 600.000 kvadratmeter.
7.000 overvågningskameraer
Op til 100 flyoperationer i timen
To landingsbaner på henholdsvis 4250 og 4850 meter
7.500 parkeringspladser
Samlet pris: 15 mia. dollars (81 mia. danske kroner)

Fotos: Andreas Krog