(Foto: SAS)

Stadig flere SAS-fly på norsk register

Seks ud af 10 SAS-fly er indregistreret og alle fire nye langdistancefly, som SAS snart får, registreres i Norge.

Når SAS senere i år og i starten af næste år modtager fire helt nye Airbus A330-300Enhanced langdistancefly, så vil alle fire fly blive indregistreret i Norge med begyndelsesbogstaverne LN.

En optælling blandt de 136 fly, som SAS selv opererer i dag, viser, at 61 procent af flyene er indregistreret i Norge, 27 procent i Danmark og kun knap 12 procent i Sverige.

Det står i skærende kontrast til det normale ”magtforhold” blandt de tre skandinaviske lande, der tilsammen ejer 50,1 procent af SAS. Her sidder Sverige på 3/7-dele, Danmark på 2/7-dele og Norge på 2/7-dele. Denne fordeling blev også tidligere brugt i kabinerne på langdistanceflyene, hvor 3 ud af syv stewardesser således skulle være svenskere, to skulle være danskere og to skulle være nordmænd.

At så mange af SAS’ fly er på norsk register kan der være flere forklaringer på. For det første er der himmelvid forskel på hvad det koster at indregistrere et fly i Danmark, Sverige eller Norge. I Sverige er registreringsafgiften én procent af flyets værdi. I Danmark skal man lægge 0,1 procent af flyets værdi og i Norge kan man nøjes med at trække 15.000 kroner op af lommen, uanset hvad flyet måtte koste.

SAS har tidligere oplyst, at de fire nye Airbus A330-300Enhanced langdistancefly koster omkring 1,4 mia. kroner stykket. Det betyder, at det koster 14 mio. kroner at give flyet en SE-registrering, 1,4 mio. kroner for OY- og 15.000 kroner en LN-registrering.

Bedre beskyttelse
I august sidste år indgik SAS en sale-and-lease-back aftale med den kinesiske bank Bocomm om de fire fly. Flyene ejes altså ikke af SAS, men af Bocomm. Og det er ikke utænkeligt, at Bocomm simpelthen har forlangt, at flyene indregistreres i Norge. For ved at vælge det norske LN-register får man som ejer af flyet en langt bedre juridisk beskyttelse end det er tilfældet i Danmark og Sverige.

Norge har nemlig tilsluttet sig FN’s såkaldte Cape Town-konvention, der fastsætter internationale regler for leasing af vitale enkeltkomponenter i fly, landbrugsmaskiner og lignende. Med Cape Town-konventionen har et leasingselskab, der har leaset et fly til SAS, langt større sikkerhed for at få sit fly ud af konkursboet, hvis SAS en dag skulle gå konkurs, sådan som selskabet var tæt på i november 2012.

Dengang var SAS netop nødt til at omregistrere et af sine Airbus-langdistancefly fra dansk OY-register til norsk LN-register efter krav fra det leasingselskab, som ejede flyet. De ville have deres fly i et Cape Town-land, hvis SAS gik ned.

Efter flere års tilløb sendte Justitsministeriet i januar i år et lovforslag i høring, som skal bane vej for, at Danmark tilslutter sig Cape Town-konventionen.

Mest lønsomt
SAS bekræfter, at de fire nye fly bliver registreret. Hvorfor de gør det, er selskabet dog ikke meget for at afsløre.

”Det er korrekt at de kommer på norsk register. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke lige kommentere på, men vi vælger løsninger inden for rammer af de vilkår, vi har, og som også er mest lønsomme,” siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS.

Airbus A330-300Enhanced er en forbedret udgave af den Airbus A330-300, som SAS i dag har fire af. Længere rækkevidde gør den i stand til at nå destinationer, hvor SAS i dag kan bruge sin to-motors Airbus A330, men må bruge den fir-motors Airbus A340-300.

Et af SAS’ nuværende Airbus A330-300 fly under landing.