Karup Lufthavn skifter navn til Midtjyllands Lufthavn.

Stor fremgang i omdøbt lufthavn

Den omdøbte Midtjyllands Lufthavn havde 20 procents passagervækst i 2016. Lufthavnen i Karup har dog stadig kun halvt så mange passagerer som for seks år siden.

Efter tre særdeles sløje år ser udviklingen ud til at være vendt i Karup Lufthavn, der havde en passagervækst på 19,8 procent i 2016 i forhold til året før. Således gik 155.003 passagerer gennem terminalen i den vestjyske lufthavn, som i løbet af året omdøbte sig selv til Midtjyllands Lufthavn. Et initiativ der skal være med til at gøre lufthavnen mere synlig og øge passagertallet.

For selvom det går fremad i Midtjyllands Lufthavn, så er der stadig langt op til fordums storhed og til de mål lufthavnen og de ni ejerkommuner har.

I 2010 fløj mere end 305.000 passagerer således med indenrigsrutefly fra Karup Lufthavn til København. En intens priskrig mellem Norwegian og Cimber Sterling sendte passagertallet op på et historisk højt niveau. Ikke siden åbningen af Storebæltsforbindelsen i 1998 havde så mange benyttet lufthavnen på den vestjyske hede.

Året efter fortsatte succesen med over 280.000 passagerer. I maj 2012 gik Cimber Sterling imidlertid konkurs og passagertallet faldt dramatisk til knap 165.000 indenrigsrutepassagerer i 2012.

I 2013 fortsatte blødningen af passagerer. Således rejste kun 129.449 ruteflypassagerer fra lufthavnen og i 2014 nåede man så bunden med 122.189 passagerer. Det blev lige akkurat vendt i 2015 med en seks procents fremgang til 129.404 passagerer.

Mere end 35 procent
Ved årsskiftet 2015/2016 sagde daværende lufthavnschef Erik Jakobsen til CHECK-IN.dk, at man forventede at nå op på 210.000 passagerer i 2017. Et mål der nok bliver svært at nå. Hvis lufthavnen med det nye navn kan fastholde niveauet fra 2016, så vil man nå op på 186.000 passagerer. For at nå 210.000 passagerer allerede næste år, er der brug for en vækst på mere end 35 procent.

Danish Air Transport (DAT) overtog i marts 2015 betjeningen af lufthavnens eneste faste flyrute – indenrigsruten til København – fra Norwegian. Dengang proklamerede DAT’s direktør, Jesper Rungholm, at ruten skulle op på 240.000 årlige passagerer. Han satte ikke årstal på, men indtil videre går det den rigtige vej.

DAT flyver nu op til otte gange dagligt mellem Midtjyllands Lufthavn og København med i alt 46 ugentlige rotationer. Til sommer får lufthavnen for første gang charterflyvninger, når Apollo og Bravo Tours begynder at sende midt- og vestjyder sydpå. Og allerede den 5. februar giver Hans Kongelige Højhed prins Joachim officielt lufthavnen sit nye navn. Samme dag er der åbent hus i lufthavnen.

Det er dog kun terminalbygningen til den civile flytrafik, som skifter navn. Resten af lufthavnen vil fortsat hedde Flyvestation Karup, da den drives og ejes af Flyvevåbnet.

 

 

Relaterede artikler:

Prins omdøber lufthavn

Første udenrigsflyvning fra Midtjyllands Lufthavn

Midtjyllands Lufthavn bliver en realitet

2015 var vendepunkt for Karup Lufthavn

Fynboer og sønderjyder årets højdespringere