Air China er et af de nye selskaber i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Stor vækst i flykapacitet fra Kina til CPH

Med fire nye flyruter mellem Kina og Københavns Lufthavn i 2018 er udbuddet af flysæder til Kina på fem år vokset med 230 procent.

Når det kinesiske flyselskab Sichuan Airlines den 10. december åbner en ny direkte flyrute mellem millionbyen Chengdu i det vestlige Kina og København med to ugentlige forbindelser, bliver det den fjerde nye Kina-rute i Københavns Lufthavn i år.

I maj åbnede Cathay Pacific en sommerrute fra Hongkong til København med tre ugentlige afgange, og senere samme måned begyndte Air China at flyve fra Beijing til den danske hovedstad med fire ugentlige forbindelser.

Endnu en rute kommer til i oktober, når SAS også begynder at flyve direkte mellem København og Hongkong, som SAS hidtil har betjent fra Stockholm. Og med ruten fra Chengdu i december når man dermed op på i alt fire nye ruter mellem Kina og CPH i år.

Over 340.000 sæder
Antallet af udbudte sæder mellem Danmark og Kina vil dermed næste år være vokset til rekordhøje 341.000. Det svarer til en vækst på 230 procent i forhold til antallet af sæder, der blev udbudt for fem år siden. Det viser en ny analyse fra Københavns Lufthavn.

”Vi har satset massivt på at tiltrække nye ruter til Asien, og gennem et stærkt samarbejde med Wonderful Copenhagen i regi af Greater Copenhagen Connected har det arbejde båret frugt. Der er både føjet nye destinationer til vores rejsekort, og der er kommet flere afgange at vælge imellem,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

”Danmarks forbindelser til Kina er blevet styrket markant, både til gavn for kinesiske turister, der lettere kan komme hertil, men i høj grad også for de mange danske virksomheder, der har forretning i Kina,” siger lufthavnsdirektøren, der fremhæver, at samhandlen mellem Danmark og Kina ifølge Danmarks Statistik er mere end fordoblet siden 2010.

Kinesiske turister spenderer
De mange nye flyruter har især betydning for den danske turisme-industri. Kinesiske turister er nemlig købedygtige og attraktive gæster ifølge turistorganisationen Wonderful Copenhagen.

”Vi er rigtigt glade for de mange nye flysæder fra Kina. Der kommer flere hotelværelser i København de kommende år, og hele 92 procent af kineserne bor på hotel, når de er her. Herudover spiser de lokal mad, går på museer, og så står kineserne for halvdelen af alt taxfree-shopping i Danmark,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Relaterede artikler:

Officielt: Sichuan Airlines åbner CPH-rute

SAS flytter Hong Kong-rute til København

Tre kinesiske flyselskaber på vej til København