Svært for Norwegian at få amerikanske piloter

Norwegian har svært ved at tiltrække amerikanske piloter til de nye amerikanske baser. Det er blandt andet den norske fagforening Parat Luftfart, der har fået den amerikanske fagbevægelse til at sætte fokus på Norwegian.

Norwegians irsk-registrerede langdistanceselskab Norwegian Air International Limited er i disse dage i færd med at ansætte piloter til de kommende amerikanske baser i New York og Fort Lauderdale.

Men det går trægt med rekrutteringen at lokale amerikanske piloter. Norwegian er tilsyneladende blevet offer for en kampagne ledet af det store amerikanske transportarbejderforbund AFL-CIO (TTD). I forbundet indgår blandt andet Air Line Pilots Assoctation (ALPA), der tæller næsten 50.000 piloter ansat i 32 forskellige flyselskaber i Nordamerika.

ALPA er skeptiske overfor den ansættelsesmodel, som Norwegian benytter på de nuværende flyvninger til USA, hvor det er lokalt ansatte fra basen i Thailand, der optræder som kabinepersonale. Det mener ALPA er i strid med reglerne i “Open Skies“ aftalen mellem EU og USA.

Derfor har ALPA anmodet det amerikanske transportministerium om at tage sagen op ved det kommende møde i US-EU Joint Committee i løbet af januar måned.

“De amerikanske piloters forening skulle hellere bidrage med at gøre det lettere for os at ansætte amerikanske piloter til vores amerikanske baser. I øjeblikket har vi kun piloter med europæiske certifikater,“ siger kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian.

Koster arbejdspladser
Efterretningerne om Norwegians ansættelsesmodel er blandet andet nået til USA gennem fagforeningen Parat Luftfart, der organiserer 4.300 norske ansatte indenfor luftfartsindustrien.

“Parat har et bredt internationalt netværk med fagbevægelsen i mange andre lande, herunder også USA. Vores kontakter i USA er stærkt bekymrede over konsekvenserne af den praksis, som Norwegian anvender, og hvad det vil komme til at betyde for amerikanske arbejdspladser. Vi tror derfor ikke, at de vil sidde stille og se på udviklingen,“ siger Vegard Einan, næstformand i Parat, til CHECK-IN.dk.

Parat Luftfart har gennem det seneste års tid forsøgt at få myndighederne i tale i forhold til Norwegians ansættelsesmodel. Men tilsyneladende uden resultat.

“Parat har i et brev af 28. august 2013, stillet spørgsmål til de norske myndigheder om, hvor grænsen mellem lovgivningen i Norge, Irland, Thailand og Singapore går i forhold til langdistanceoperationerne. De norske myndigheder har ikke ikke engang besvaret vores brev. Vi frygter, at dette kan være endnu et tilfælde, hvor de norske luftfartsmyndigheder viser sin utilstrækkelighed i evnen til at håndtere spørgsmål, som vedrører arbejdstagerenes HMS (helse, miljø og sikkerhed, red.), eller måske bekræfter, at man fra norsk side ikke ser arbejdsmiljøet for de ansatte som en væsentlig faktor for flyvesikkerheden,“ forklarer Parat´s næstformand.

Hos Parat er man derfor over bevist om, det ikke alene er den amerikanske fagbevægelse anført af piloterne, der frygter, at Norwegians flyvninger til USA kan koste amerikanske arbejdspladser. Heller ikke deamerikanske myndigheder vil være tilfreds med en situation, hvor der er uklarhed om, hvilke sociale rettigheder de ansatte har.

“Vi mener, at man i luftfarten skal konkurrere på punktlighed, på service og på prisen. Man bør aldrig konkurrere på arbejdskraft eller sikkerhed. Det er svært ikke at forestille sig, at Norwegians model kommer til at koste arbejdspladser i USA, og det er næsten helt sikkert, at det kommer til at koste arbejdspladser i Norge. Vi vil forfølge sagen overfor de amerikanske myndigheder,“ siger Lee Moak, der er formand for ALPA og tidligere flykaptajn i Delta Air Lines.