Air France- KLM Group. Arkivfoto.

Syv nye ruter fra Air France-KLM

Air France-KLM vil i sommertrafikprogrammet 2016 tilbyde syv nye ruter. Orly-lufthavnen får flyforbindelse til New York, mens Teheran og fem europæiske byer er nye destinationer.

Air France-KLM, der er Europas fjerdestørste luftfartskoncern, kunne i går løfte sløret for en omfattende rutepakke i forbindelse med det kommende sommertrafikprogram, der træder i kraft søndag den 27. marts 2016.

Air France vil fra april måned genoptage flyvningerne til Teheran, er ikke har været betjent siden oktober 2008. Air France vil flyve tre gange om ugen fra Paris-CDG på onsdage, fredage og søndage.

En anden nyhed fra det franske flyselskab er genoptagelsen af ruten fra Paris-Orly til New York. Orly-lufthavnen ligger omkring 15 kilometer syd for den franske hovedstad, og i 1960´erne fløj Air France herfra med Boeing 707-fly til New York. Fra juni måned næste år skal Boeing 777-200 fly gennemføre den daglige flyvning til New York-JFK.

Med Orly-ruten får British Airways-selskabet OpenSkies konkurrence. OpenSkies flyver i dag som det eneste flyselskab fra Paris-Orly til både Newark og J.F. Kennedy-lufthavnen. Air France vil kunne tilbyde et ægte langdistance-produkt med Boeing 777-flyene, mens OpenSkies i dag benytter Boeing 757-fly.

“Med disse nye ruter viser Air France, at selskabet er klar til at forfølge al profitabel ruteudvikling og muligheder for vækst,“ siger Frédéric Gagey, der er koncernchef i Air France.

Fem nye Europa-ruter
Mens Air France satser på nye ruter til New York og Teheran, har KLM valgt at ekspandere på det europæiske rutenet.

Fra den 22. april vil KLM flyve dagligt fra Amsterdam til Genova i Norditalien, og dagen efter genoptages ruten til Valencia, der ikke har været i KLM´s rutenet siden maj 1993. KLM starter op med weekendflyvninger, men fra den 16. maj bliver der daglige afgange.

Fra midten af maj måned genoptages to andre ruter, som KLM tidligere har betjent. Fra den 16. maj flyves der dagligt fra Amsterdam til Dresden. Sidste gang KLM fløj til den tyske by var i marts 1991. Southampton i det sydlige England er også ny destination fra samme dato, og hertil vil KLM flyve 12 gange om ugen. Southampton har ikke været på KLM´s rutekort siden november 1997.

I KLM´s rutepakke for 2016 finder man også Inverness i det skotske højland. Fra den 17. maj vil KLM tilbyde én daglig afgang fra Amsterdam.

“Kunder fra hele Europa flyver med KLM til vores hub i Amsterdam for at flyve videre til destinationer over hele verden. Vi sigter efter at udvikle vores europæiske rutenetværk, så vi kan tilbyde flere direkte flyvninger til og fra Amsterdam og flere og bedre flyforbindelser via Schiphol-lufthavnen. De nye destinationer er alle relevant til vores hub samt vores position i de lokale markeder,“ forklarer Pieter Elbers, der er koncernchef hos KLM.

Med de ny ruter kommer KLM op på 76 europæiske destinationer, hvortil der er direkte forbindelse fra Amsterdam. I den kommende sommer vil KLM øge med 700.000 sæder på de europæiske destinationer, hvilket svarer til en vækst på fem procent.