KLM besætning (Foto: Sameh Mostafa)

Tidligt strejkevarsel fra KLM-personale

Om mere end en måned planlægger KLM’s stewardesser en 24-timers strejke.

Når medarbejdere i cockpits eller kabiner i flyselskaber verden over nedlægger arbejdet, så sker det ofte med få timer eller dages varsel. Dermed har passagererne svært ved at nå at ændre deres rejseplaner eller helt forbigå det pågældende selskab på strejkedagen eller strejkedagene.

Men sådan gør man ikke hos den hollandske fagforening FNV Cabine, der organiserer hovedparten af KLM’s kabinepersonale. Her har man allerede nu annonceret en arbejdsnedlæggelse blandt kabinepersonalet den 8. januar næste år. På den måde kan rejsende, der havde tænkt sig at flyve med det hollandske flyselskab den dag, allerede nu finde alternative rejseveje.

Desuden planlægger FNV Cabines medlemmer kun at strejke i 24 timer. Så allerede den 9. januar er de tilbage på arbejde igen.

Reduktion rulles tilbage
Kabinepersonalet er utilfredse med at KLM for mere end et år siden reducerede antallet af stewardesser og stewarder på selskabets langdistanceflyvninger med en enkel medarbejder. En manøvre, der kaldes ”-1 CA”, hvor CA står for ”cabin attendant”, som er den engelske betegnelse for en kabineansat.

”Vi oplever dagligt at -1 CA flyvning sker på bekostning af arbejdsmulighederne ombord. Det fører også til en enorm stigning i arbejdsmængden ombord og vores passagerer er de vigtigste ofre,” understreger steward hos KLM, Ruud van Alpen.

Nu ønsker personalet at reduktionen rulles tilbage.

Neutral mægler
KLM finder at annonceringen af en 24-timers strejke er helt ude af proportioner.

I efteråret blev KLM og fagforeningen enig om en ny kollektiv overenskomst, som dog blev stemt ned af medarbejderne. KLM har efterfølgende erklæret sig parate til nye forhandlinger og har foreslået, at en neutral mægler skal lede forhandlingerne.

”Jeg opfordrer FNV til at diskutere en ny kollektivaftale med os. Det er i KLM’s, passagererne og medarbejdernes interesse,” pointerer KLM’s HR-direktør Aart Slagt.

 

 

Relaterede artikler:

Kabineansatte i KLM vil strejke

KLM-personale kan gå direkte i strejke

KLM-kabinepersonale aflyser arbejdsnedlæggelse

KLM tvinger personalereduktion igennem

KLM-kabinepersonale nedlægger arbejdet