(Foto: Igor Dvurekov)

To Star-selskaber tilslutter sig A4E

Den nye lobbyorganisation Airlines for Europe (A4E) har fået to Star Alliance-selskaber som medlemmer.

De to mindre Star Alliance-selskaber Aegean Airlines fra Grækenland og TAP Portugal tilslutter sig nu en lang række andre flyselskaber og går med i den nye lobbyorganisation Airlines for Europe (A4E). Det skriver Air Transport World.

På under et halvt år er det med A4E lykkedes at skabe Europas største lobbyorganisation, der skal sikre, at de europæiske luftfartsselskaber taler med én stemme overfor især lovgiverne og EU-Kommissionen i Bruxelles. Organisationen har på rekord tid samlet netværks- og lavprisflyselskaber under én fælles paraply, så organisationen i dag repræsenterer selskaber, der står for mere end halvdelen af passagertrafikken i Europa.

Airlines for Europe fik dog også en drømmestart, da det var fem af de helt store aktører, som grundlagde organisationen i januar i år. Som fadere til A4E stod nemlig lavprisselskaberne Ryanair og easyJet, der er henholdsvis Europas største og næststørste indenfor det segment, samt de tre store luftfartskoncerner Lufthansa Group, Air France-KLM og IAG. Sidstnævnte ejer British Airways, Iberia, Vueling og Aer Lingus.

Siden hen har selskaber som Norwegian og Finnair meldt sig under A4E-fanerne, mens SAS fortsat er i tænkeboks med hensyn til et medlemskab.

Protesteret over SAS
Tidligere har de europæiske netværksselskaber og lavprisselskaber været delt op i hver deres lobbyorganisation, da selskaberne til tider har haft særdeles modstridende interesser. Lavprisflyselskabernes sammenslutning, European Low Fares Airline Association (ELFAA) har eksempelvis flere gange protesteret over aktieemissioner i SAS, som organisationen har ment i realiteten har været ulovlig statsstøtte fra Danmark, Norge og Sverige. Noget som EU-Kommissionen flere gange har afvist.

I foråret tilsluttede de to lavprisselskaber Jet2.com og Volotea sig A4E. Tilbage i ELFAA er der nu blot ungarske Wizz Air tilbage, der ikke er flyttet med over til den nye sammenslutning. Det vil derfor sandsynligvis kun være et spørgsmål om tid før Wizz Air er at finde i A4E.

Med flere end 500 mio. årlige passagerer repræsenterer A4E-medlemmerne mere end halvdelen af passagertrafikken på det europæiske kontinent med over 2.300 fly i flåden og en samlet årlig omsætning på knap 100 mia. euro, hvilket svarer til næsten 750 mia. danske kroner.

 

Relaterede artikler:

Endnu to lavprisflyselskaber til A4E

SAS overvejer medlemskab af A4E

Lavpris- og netværksflyselskaber i samarbejde

x

Læs Også

Medlem nummer 15 til A4E

Et tjekkisk flyselskab bliver medlem nummer 15 i lobbyorganisationen Airlines for Europe, som SAS valgte fra.

Ny luftfartssammenslutning går i luften

LOT og Turkish Airlines er gået sammen med 17 ACMI- og charterflyselskaber om at danne en ny europæisk luftfartsorganisation.

Flyselskaber frygter sommeren

Brancheorganisationen Airlines for Europe er bekymret over antallet af flyvelederstrejker og frygter, at det kan komme til at påvirke sommerens mange ferierejsende.

SAS er medstifter af nyt luftfartspolitisk samarbejde

SAS er gået sammen med tre europæiske flyselskaber om at etablere et nyt luftfartspolitisk samarbejde, der har fået navnet Airline Coordination Platform.

Året der gik, 1. del

Årets første seks måneder i luftfarten bød på både ruteåbninger, jobskifter og terrorangreb.

Europæisk lobbyorganisation lukker og slukker

Lobbyorganisationen AEA lukker, da mange medlemmer er skiftet til ny lobbysammenslutning. Dermed står SAS uden europæisk lobbyorganisation.