Boeing 737-fly fra Transavia. Arkivfoto.

Transavia: Ingen base i CPH

Lavprisflyselskabet Transavia åbner næste år en rute fra München til København. Der er dog ingen planer om at vende tilbage til Danmark med en base.

Den 25. marts næste år åbner det hollandske lavprisflyselskab Transavia en base i München, og som en aflægger heraf vil der blive etableret en rute til København med seks ugentlige afgange.

Dermed begynder Transavia at røre på sig igen efter selskabets pludselige exit fra det danske marked i 2010. Siden foråret 2013 har Transavia fløjet på ruten mellem Eindhoven og København, men tidligere havde man en base i CPH.

Basen blev etableret kort efter konkursen i Sterling Airlines den 29. oktober 2008. Transavia introducerede i december samme år op til 10 ruter og i løbet af kort tid var en base med tre fly etableret.

Konkurrencen i det danske marked var for hård, da konkurrenter som Norwegian, easyJet og Cimber Sterling alle forsøgte at samlet stumperne op efter Sterling Airlines. Det resulterede i, at Transavia i slutningen af september 2010 meddelte, at man ville lukke den danske base med kort varsel.

Ingen planer om base i Danmark
Ifølge velinformerede branchekilder var det ikke sikret opbakning hos selskabets ejere i Air France-KLM omkring det danske indtog. Da tabene pludselig blev for store som følge af konkurrencen, blev ledelsen i Transavia bede om at afvikle den danske base så hurtigt som muligt.

Sporene skræmmer givetvis, for der er foreløbigt ingen planer om at vende tilbage til Københavns Lufthavn med en base.

“Transavia evaluerer løbende selskabets operationer i Europa, og vi vil lancere nye ruter, placere fly eller åbne nye baser for at kunne imødekomme efterspørgslen i markedet i forhold til kommercielle prioriteringer og operationelle faktorer. Indtil videre er det ikke planer om at etablere en base i Danmark,“ fastslår Anita Sunter, senior kommunikationsrådgiver hos Transavia, over for CHECK-IN.dk.

Transavia har i dag baser i Amsterdam, Groningen og Eindhoven. Dermed bliver basen i München den første udenfor Holland efter den mislykkede entré i det danske marked. Transavia ejer 40 procent af Transavia France, mens Air France ejer den resterende del. Selskaberne har ikke fælles drift, men opererer under det samme brand.