Airbus A350-1000 havde 10.000 besøgende på sin tre ugers rundrejse. Foto: Airbus.

Tre ugers rundtur for Airbus A350-1000 er slut

Med 12 stop i Mellemøsten og Asien-Stillehavet i løbet af tre uger, har Airbus præsenteret sin nyeste version af langdistanceflyene, Airbus A350-1000.

Mere end 10.000 gæster fik muligheden for at tage det ene Airbus A350-1000 testfly i nærmere øjesyn, da flyet gennemførte en rejse til Mellemøsten, Asien og Stillehavsområdet. Flyturen  varede tre uger, og der var 12 stopovers. Flyvetiden på præsentationsturen blev 87 timer, mens den fløjne strækning blev på 64.000 kilometer – svarende til 1,6 gange rundt om Jorden ved Ækvator.

Hensigten med rejsen var at præsentere det nyeste medlem af Airbus A350 XWB familien for flyentusiaster, presse, VIPs og rejsebranchefolk for det nye fly, inden det bliver sat i drift.

Det første stop blev ganske naturligt i Doha, som er hjemsted for Qatar Airways, der bliver søsætningskunde for A350-1000. Qatar Airways har allerede adskillige Airbus A350-900 i drift.

Syv meter længere
Den nye version har adskillige detaljer fælles med forgængeren A350-900 versionen, som allerede er i drift flere steder. A350-1000’s krop er blevet strakt ud med syv meter, hvilket øger kapaciteten med op til 40 sæder mere end A350-900 i en typisk tre-klasses konfiguration. Det matcher de ønsker, der har været fra flere flyselskaber til deres travleste langruter, samtidig med, at det giver mulighed for en udvidet premium-kabine, hvor det dækker kundernes behov.

Efter besøget i Doha gik præsentationsrejsen videre til Oman, Hong Kong, Seoul, Taipei, Hanoi og Singapore, hvor flyet blev udstillet på 2018 Singapore Airshow. Efter et forlænget ophold i Singapore fløj testflyet videre til Bangkok, Sydney, Auckland, Tokyo og Manila, hvorfra det returnerede den 16. februar til Airbus hovedkvarter og hjemsted for A350 XWB samlefabrikken i Toulouse i det sydlige Frankrig.

Meldingerne fra de mange besøgende i det nyudviklede fly er ifølge Airbus enslydende med hensyn til tilfredshed med flyets enestående passagerkomfort, forøget effektivitet og en høj grad af holdbarhed, som gør det velegnet til de hastigt voksende regioner på det globale marked.

 

Relaterede artikler:

Første SAS A350 på produktionslisten

Finnair overvejer A350-1000

Airbus A350-1000 i succesfuld testflyvning