Uenighed om et eventuelt Finnair-salg

Et underskud i 2013 og investeringer i nye fly har pustet nyt liv i debatten, om den finske stat skal sælge ud af Finnair-aktierne.

Finnair mangler penge til nye fly, og de skal skaffes ved at sælge ud af den statslige ejerandel til private investorer. Ifølge Eero Heliövaara, embedsmand i Ejerskabsstyrelsen i Finland, kan statens ejerandel svinde ind til blot 30 procent. Det skriver den finske public servicestation, YLE.

Et sådant udsalg er nødvendigt, hvis flyselskabet skal have råd til nye fly, som skal tjene selskabets penge på Asien-trafikken, og det er en milliardinvestering, understregede Eero Heliövaara i et interview med Suomen Kuvalehti.

Men Heliövaaras politiske chef, udviklingsminister, Pekka Haavisto, er ikke enig i, at salg er nogen god løsning for Finnair. Han henviser desuden til, at det finske parlament har besluttet at opretholde sin ejerandel, og det arbejder han ud fra.

Finnair er en vigtig udbyder af transport indenfor Finlands grænser, og flyselskabets overordnede strategi med ruter til Asien og Rusland via hubbet i Helsinki kræver, at selskabet forbliver på finske hænder, fastslår Pekka Haavisto.

Opretholder ejerandel
Finnairs fremtid har ad flere omgange været til diskussion i de senere år, og den forhenværende udviklingsminister, Heidi Hautala, luftede jævnligt planerne om at sælge ud af Finnair-aktierne, men efter regeringsskiftet i 2013 er aktiesalget sat på pause.

I dag ejer den finske stat 55,8 procent af Finnair, og det er op til parlamentet at beslutte, i hvilken udstrækning denne ejerandel skal opretholdes. Men med begrænsede offentlige midler og strenge EU-regler for statsstøtte er salg blevet en fristende løsning til at indskyde kapital

Finnair står overfor at skulle modtage 11 Airbus A350-900XWB langdistancefly, som afløser for den nuværende flåde af Airbus A340-fly. Ordren på de 11 A350’ere har en værdi på 2,6 mia. amerikanske dollars, svarende til godt 14 mia. danske kroner.

Finnair havde et driftsunderskud på knap 66 mio. kroner for 2013.