En Boeing 787 Dreamliner fra Virgin Atlantic. Foto: Aleem Yousaf

Virgin Atlantic forhandler videre med Flybe

Det britiske flyselskab Virgin Atlantic er stadig interesseret i et muligt køb af Flybe, der er økonomisk udfordret.

To britiske flyselskaber kan meget vel smelte sammen til ét.

Det er langdistanceflyselskabet Virgin Atlantic, som den seneste tid har været i forhandlinger med Flybe – et andet britisk flyselskab, der blandt andet er underleverandør for SAS – om at overtage selskabet.

Den 23. november meddelte Virgin Atlantic, at det ser på alle muligheder i forhold til Flybe. Onsdag – en lille måneds tid efter – følger flyselskabet selv op på meddelelsen.

”Efter vores erklæring den 23. november 2018 bekræfter Virgin Atlantic, at vi fortsætter med at se på vores muligheder omkring Flybe, herunder muligheden for at afgive bud på Flybe,” skriver Virgin Atlantic i en fondsbørsmeddelelse.

”Forhandlinger med Flybe og dets ledelse fortsætter. Virgin Atlantic understreger, at der ikke kan være nogen sikkerhed for, at der vil blive afgivet et bud.”

Eftertragtede slottider
Den 14. november meddelte Flybes bestyrelse, at flyselskabet var blevet sat til salg. En børsmeddelelse i oktober advarede om et underskud i det kommende regnskabsår på 12 millioner britiske pund. Og det fik investorerne til at miste tilliden til Flybe, der således blev sat til salg.

Virgin Atlantic, der delvist er ejet af milliardæren Richard Branson, indgik herefter i forhandlinger med Flybe, der er et regionalt britisk flyselskab.

Kilder har tidligere udtalt til Sky News, at Virgin Atlantic skal være interesseret i Flybe, fordi det regionale flyselskab vil kunne mønstre flere rejsende ind til Virgin Atlantics langdistanceruter. Herudover vil et eventuelt køb af Flybe åbne op for attraktive slottider i London Heathrow-lufthavnen.

Eksisterende codeshare-aftale
Virgin Atlantic og Flybe har i forvejen et codeshare-samarbejde, hvor Flybe-kunder kan fortsætte rejsen på samme billet via Virgin Atlantics langdistanceruter fra Manchester og London Heathrow.

Lavprisflyselskabet easyJet har tidligere slået fast, at det ikke er interesseret i at købe Flybe. BBC har tidligere skrevet, at British Airways til gengæld kan være interesseret i at afgive bud på Flybe via moderselskabet IAG.

Et muligt salg af Flybe til Virgin Atlantic – eller et andet selskab – er særligt interessant set i sammenhæng med SAS. Flybe er nemlig underleverandør for SAS, og det britiske flyselskab opererer med fem ATR72-600-fly på en række regionale SAS-ruter fra basen i Stockholm-Arlanda.

SAS har tidligere givet udtryk for, at et eventuelt salg af Flybe umiddelbart ikke i første omgang giver anledning til panderynker i forhold til, om det britiske selskab vil kunne fortsætte produktionen med ATR-flyene.

 

Relaterede artikler:

Virgin Atlantic vil give bud på Flybe

Flybe-salg bekymrer ikke SAS

Flybe sat til salg

Virgin Atlantic og easyJet i samarbejde

Flybe i flyverskjul om SAS-flyvninger