Bombardier Dash8-Q400 fra Flybe (Foto: Ken Fielding | CC 3.0)

Virgin Atlantic-konsortium overtager Flybe

Virgin Atlantic går sammen med Stobart Group og kapitalfond om at overtage det regionale selskab Flybe, som blandt andet flyver for SAS.

Det britiske langdistanceflyselskab Virgin Atlantic overtager det regionale britiske flyselskab Flybe. Virgin Atlantic meddelte i en pressemeddelelse fredag morgen, at det er gået sammen med Stobart Group og Cyrus Capital i et konsortium med navnet Connect Airways, som overtager alle aktier i Flybe efter en aftale med Flybes bestyrelse.

Flybe driver over 200 ruter fra en række lufthavne i Storbritannien og flyver også som underleverandør for SAS med fem ATR72-600-fly på en række regionale ruter fra SAS-basen i Stockholm-Arlanda.

Underskud på 12 millioner pund

Salget af Flybe kommer efter forventninger om et underskud i det kommende regnskabsår på 12 millioner britiske pund, hvilket har fået investorerne til at miste tilliden til selskabet. Flybe presses af høje brændstofpriser, et svagt britisk pund og stor usikkerhed i forbindelse med Brexit.

Connect Airways-konsortiet overtager Flybe for blot 2,2 millioner britiske pund ifølge det britiske medie The Independent. Men samtidig skyder konsortiet 20 millioner pund i selskabet med det samme for at sikre selskabets fortsatte drift. Samtidig lover parterne at bidrage med finansiering for yderligere op til 80 millioner pund efter overtagelsen. I 2010 havde Flybes aktier på et tidspunkt en værdi på hele 250 millioner britiske pund.

Virgin Atlantic får 30 procent af aktierne i det nye selskab, Stobart Group får ligeledes 30 procent, mens kapitalfonden Cyrus Capital får de resterende 40 procent.

Både Virgin Atlantic og Stobart Group har i forvejen et tæt samarbejde med Flybe. Storbart Group står bag det irsk baserede Stobart Air, som siden 2015 har opereret en række ruter for Flybe, mens Virgin Atlantic har et codeshare-samarbejde med Flybe, som gøre det muligt for Flybe-kunder at fortsætte rejsen på samme billet via Virgin Atlantics langdistanceruter.

Virgin Atlantic styrker sine hubs

Med overtagelsen af Flybe styrker Virgin Atlantic, der delvist er ejet af milliardæren Richard Branson, sine hubs i Manchester og London Heathrow, da Flybe-ruterne vil kunne føde flere rejsende ind til Virgin Atlantics langdistanceruter. Herudover kan købet åbne for flere attraktive slottider til Virgin Atlantic i Heathrow.

SAS har umiddelbart ikke meget at sige til, at et af selskabets underleverandører nu sælges til et langt større selskab. SAS’ pressechef oplyser fredag til CHECK-IN.dk, at SAS har noteret, at der er sket et salg og “holder en dialog med Flybe”.

 

Relaterede artikler:

Virgin Atlantic forhandler videre med Flybe

Flybe-salg bekymrer ikke SAS

Flybe sat til salg