Virgin Atlantic. Arkivfoto.

Virgin Atlantic leaser tidligere airberlin-fly

Det britiske langrute selskab Virgin Atlantic udvider sin flåde med tidligere airberlin-fly til erstatning for de Dreamlinere, der skal have skiftet Rolls Royce motorerne ud.

Virgin Atlantic supplerer sin flyflåde med fire leasede Airbus A330-200, der stammer fra konkursramte airberlin. Årsagen er, at selskabets Boeing 787-9 Dreamliners drives af de fejlramte Rolls Royce Trent 1000 motorer.

“De leasede fly giver dækning af vores fartplaner mens der er en global mangel på Trent 1000 motorer, som benyttes i vores Boeing 787,” siger Virgin Atlantics EVP operations Phil Maher.

Den første A330-200 er under klargøring på Virgin Atlantics London Gatwick base før det sættes i drift i forbindelse med sommerfartplanen, der starter ved udgangen af marts. Alle de fire fly vil være klar til indsættelse i løbet af foråret, skriver ATW.

En talsperson fra Virgin Atlantic tilføjer, at beslutningen om de fire fly er truffet, så man bliver i stand til at fastholde hele sin sommerfartplan.

Nedslidte motorer
Rolls Royce Trent 1000 er blevet ramt af hurtigere nedslidning af visse elementer, end ventet, og det har medført mangel på både reservedele og renoverede motorer. I alt 500 motorer skal til ekstraordinær service på verdensplan. Air New Zealand var det første selskab, der fik alvorlige problemer med motorerne, som tvang to af selskabets Dreamliners til at returnere til startlufthavnen i december 2017.

De fire A330-200 indsættes på Virgin Atlantics atlantruter fra Birmingham til New York, Boston, San Francisco og Barbados.

Flyene males i Virgin Atlantics farver, men interiøret forbliver stort set uændret med med 19 fully-flat sæder på Upper Class, 46 sæder med ekstra benplads på economy og 222 almindelige economy sæder. En komplet udskiftning af interiøret finder først sted i slutningen af 2018, når den travle sommersæson er overstået. Leasingperioden er ifølge ATW mellem tre og fire år.

Relaterede artikler:

Air France-KLM køber sig ind i Virgin Atlantic

Norwegian i samarbejde med Virgin Atlantic

Delta køber andel af Virgin Atlantic