Dash-8 Q400 fly fra Widerøe. Foto: Bene Riobó.

Widerøe kommer til Billund Lufthavn

Billund Lufthavn snupper norske Widerøes første rute til Vestdanmark foran næsen på Aarhus Lufthavn, når Widerøe næste år begynder at flyve mellem Billund og Bergen.

Ved skolesommerferiens start næste år åbner det norske regionale flyselskab Widerøe en ny direkte rute fra Billund til Bergen. Den nye rute starter den 25. juni 2018 og vil blive betjent på mandage, onsdage og fredage med Dash 8 Q400 fly med plads til 78 passagerer. Der vil være afgang fra Bergen kl. 10.45, med ankomst i Billund kl. 12.05. Retur er der afgang fra Billund kl. 12.30, med ankomst i Bergen kl. 13.50.

Ruten til Billund bliver Widerøes første rute nogensinde til Vestdanmark. Indtil nu har flyselskabet kun betjent Københavns Lufthavn.

Kan tage 20 timer
I Billund Lufthavn ser man blandt andet ruten som smutvej for norske turister.

”Vi er rigtig glade for Widerøes udmelding. Vi ved, at norske turister sidste år genererede knap 300.000 overnatninger i LEGOLAND Billund Resort, og at dette tal er voksende. Widerøes rute vil gøre det endnu nemmere for de norske turister at besøge området. Lige nu benytter flertallet bil og færge for at komme til vores område, hvilket er en tur, der let kan tage 20 timer,” siger marketingchef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm.

Flyets afgangstider gør desuden, at vestdanskere får gode muligheder for at besøge Bergen på en forlænget weekendtur. Bergen, der i 2017 lagde asfalt til VM i landevejscykling, er at finde på UNESCOs Verdensarvsliste.

”Vores nye flyrute vil styrke forbindelsen mellem Vestdanmark og Vestlandet i Norge. Vi glæder os rigtig meget til at ønske vores nye rejsende velkommen ombord,” siger administrerende direktør i Widerøe, Stein Nilsen.

Widerøe kommer til at skulle konkurrere med Sun-Air, der i dag flyver to gange ugentligt på mandage og fredage mellem Billund og Bergen. Det danske flyselskab betjener ruten med et 19-personers Jetstream 31-fly.

Venskabsbyer siden 1946
Billund Lufthavn har ikke været ene om at bejle til Widerøe og overbevise dem om potentialet for en rute henvendt til de mange nordmænd, der hvert år tager til Danmark på ferie eller familiebesøg.

Også Aarhus Lufthavn har forsøgt at få det norske regionalflyselskab ind i folden. Men på trods af at Bergen og Aarhus har været venskabsbyer siden 1946, så var det altså Billund, der trak det længste strå.

Samtidig med annonceringen af ruten til Billund offentliggjorde Widerøe, at selskabet også åbner nye ruter fra Bergen til München, Hamburg og Gøteborg.

 

Relaterede artikler:

Widerøe klar med første jetruter

Widerøe-jetfly på to norske baser

Widerøe køber op til 15 nye jetfly

Widerøe skærer hårdt ned på København-ruter

Widerøe tvunget til at sætte fly på jorden