Widerøe skærer ned på ruter til København

Når vintertrafikprogrammet træder i kraft, vil Widerøe lukke ruten fra Molde til København samt skære ned på antallet af ugentlige afgange fra Kristiansand, Haugesund og Torp.

Det norske flyselskab Widerøe, som SAS stadig ejer 20 procent af, har valgt at tilpasse vintertrafikprogrammet, hvilket påvirker nogle af ruterne til København.

Allerede den 19. oktober flyves der sidste gang på ruten fra København til Molde, der hidtil har været betjent med to ugentlige afgange. Ruten lukker for vinteren, og det er uklart, hvorvidt den vender tilbage igen som sommerrute. Det er dog en rute med stor ubalance i passagerfordelingen, da hovedparten af passagererne rejser fra Molde til København, mens det er svært at lokke rejsende fra Danmark til at besøge Molde.

På ruten mellem Kristiansand og København flyves der i øjeblikket 26 gange om ugen i hver retning. I vintertrafikprogrammet vil der blive reduceret ned til 21 afgange.

Fra Sandefjord-Torp reduceres der fra 20 til 19, mens ruten fra Haugesund til København får fjernet en ugentlig frekvens og dermed får seks ugentlige afgange i vinterhalvåret.

“At vi reducerer på ruten fra Kristiansand til København er ikke specielt, men det skyldes en svagere efterspørgsel i hele landet,“ siger Widerøes kommunikationsdirektør Richard Kongsteien til det norske medie Fædrelandsvennen.

250.000 passagerer til og fra København
Widerøe er et regionalt flyselskab, der har et solidt fundament på ruterne til København. I 2013 var der op imod 250.000 passagerer på de danske ruter.

Den største rute var Kristiansand-København med 108.000 passagerer, mens der var omkring 99.000 rejsende mellem Torp og København. Ruten fra Haugesund bidrog i statistikken med 32.000 passagerer.

Derimod var der blot 3.200 passagerer i de fire måneder af 2013, hvor Widerøe fløjt mellem Molde og København. Ruten åbnede den 1. september 2013.

Widerøe benytter fly af typen Bombardier Dash-8 400 med plads til 78 passagerer på ruterne til og fra København.