Skúli Mogensen, grundlægger af og administrerende direktør i WOW air (Foto: WOW air)

WOW air klar til at åbne Asien-ruter

WOW air er ifølge det islandske lavprisselskabs direktør klar til at annoncere sin første rute til Asien i næste måned.

Det fremadstormende islandske lavprisselskab WOW air er angiveligt klar med sin første rute til Asien.

WOW airs stifter og administrerende direktør Skuli Mogensen luftede allerede for to år siden planer om at åbne ruter til Asien, og nu er han klar til at annoncere den første Asien-rute i næste måned. Det siger Skuli Mogensen til branchemediet Air Transport World (ATW).

”Vores forretning drejer sig om at bruge Islands unikke placering til at forbinde europæiske destinationer med Nordamerika via Island. Vi har nu 14 destinationer i Nordamerika, og vi vil tilføje Asien-ruter i løbet af næste måned,” siger Skuli Mogensen til ATW.

24 fly i løbet af 2018
WOW air blev lanceret i 2011 og er siden vokset til en flåde på 19 Airbus A320, A321 og A330, der betjener 38 destinationer i Europa, USA og Canada. Ifølge Skuli Mogensen vil flåden vokse til 24 fly inden udgangen af ​​2018, herunder fire nye A330neo-fly.

“Jeg tror, at den største vækst fremadrettet vil være gennem Asien. For tre år siden havde vi kun to destinationer i Nordamerika, og nu har vi 14. Jeg kunne nemt se os have 14-15 destinationer i Asien og gøre Island til Nordens Dubai, som det passer perfekt til,” siger Skuli Mogensen.

Yderligere flådevækst hos WOW air afhænger af, hvordan den asiatiske lancering skrider frem. “Jeg kan nemt se os fordoble i størrelse igen i de kommende år,” lyder det fra WOW-direktøren.

WOW vil have endnu et hub
Skuli Mogensen afslører også over for ATW, at han søger et “cyklisk hub” uden for Island for at flytte WOWs overskydende kapacitet i vinterens lavsæson på de nordamerikanske ruter. Han vil dog ikke sige, hvilke destinationer, der er under overvejelse, men siger, at det vil være “et sted, hvor det er varmt om vinteren”.

En ”stor udfordring” for WOW air er ifølge Skuli Mogensen lufthavnskapaciteten i Island, hvor Keflavik Lufthavn ikke kan holde trit med WOW airs ambitioner om nye ruter.

 

Relaterede artikler:

WOW air får nyt langdistancefly

WOW air åbner til endnu en New York-lufthavn

WOW Air bestiller syv nye fly