EasyJet-fly ved Go-fingeren i København Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Rekordresultat for easyJet

EasyJet kom ud af regnskabsåret 2014/15 med et overskud på 7,3 mia. kroner og satte dermed ny indtjeningsrekord. Bestyrelsen kvitterede med at godkende bestillingen af 36 nye fly, som alle skal have flere sæder.

Året 2015 ser ud til at kunne indskrive sig i rekordbøgerne hos de fleste flyselskaber. Således også hos det britiske lavprisflyselskab easyJet, der netop har præsenteret et overskud før skat på 686 mio. britiske pund, hvilket svarer til 7,3 mia. danske kroner.

Det britiske lavprisflyselskabs årsregnskab er aflagt for perioden 1. oktober 2014 og frem til 30. september 2015. Netop i denne periode har luftfartssektoren været begunstiget af stærk efterspørgsel samt faldende brændstofpriser.

Totalomsætningen i easyJet voksede med 3,5 procent fra 4.527 mio. pund til 4.686 mio. pund, eller hvad der svarer til lige i underkanten af 50 mia. danske kroner. Overskuddet før skat voksede dog med hele 18,1 procent i forhold til samme periode året før.

Det var femte år i træk, at easyJet kunne sætte ny indtjeningsrekord, og aktionærerne blev da også belønnet med samlet 219 mio. pund (2,3 mia. kroner) i udbytte.

Samlet rejste 68,6 mio. passagerer med easyJet i regnskabsåret, hvilket svarer til en belægning på imponerende 91,5 procent. Alene i august måned havde easyJet solgt 94,4 procent af den udbudte sædekapacitet, hvilket ikke kan gøres ret meget bedre.

“Vores langsigtede forventninger er positive. Vi forventer, at efterspørgslen i vores markeder fastholdes, og at easyJet fortsat vil være en vinder på sine markeder. Vi vil se vækst i antallet af passagerer på syv procent om året, ligesom vi vil opretholde vores marginer gennem en stram omkostningsstyring, opnå fordele ved at skifte til større fly, hvilket samlet set vil resultere i, at vi fastholder et positivt resultat,“ siger easyJets administrerende direktør Carolyn McCall i forbindelse med præsentationen af årsregnskabet.

Flere sæder i flyene
Det flotte årsresultat giver easyJet mulighed for at udnytte den rammeaftale, der blev indgået med den europæiske flyproducent Airbus tilbage i 2013.

Det betyder, at easyJet i dag har afgivet en opfølgningsordre på seks fly af typen A320ceo samt 30 A320neo, hvorfor flyselskabet vil fastholde sin position som verdens fjerde største operatør af fly i A320-familien.

De 36 nye fly vil blive leveret fra 2018 til 2020 og skal primært erstatte de nuværende A319-fly samt anvendes til den fortsatte vækst.

EasyJet råder over 147 fly af typen Airbus A319, der har plads til 156 passagerer. Selskabets 96 fly af typen A320 har i dag en kapacitet på 180 sæder.

Det vil der blive lavet om på med leveringen af de nye A320-fly. Fremover skal der være plads til 186 passagerer i A320´erne. Første fly i denne konfiguration leveres i maj næste år og fra oktober 2016 vil ombygning at de eksisterende A320´erne blive påbegyndt. Opgradering sker uden at ændre på sædeafstanden i flyene.

EasyJet er i dag det tredjestørste flyselskab i Københavns Lufthavn kun overgået af SAS og Norwegian. Selskabet betjener i dag 11 ruter, der går til Basel, Berlin, Bristol, Edinburgh, Geneve, London-Gatwick, London-Luton, Manchester, Milano-Malpensa, Paris-CDG og Rom. Ruten til Rom lukkes i begyndelsen af februar, men til gengæld kommer der nye ruter til Venedig og Lyon.

Foto: Morten Lund Madsen.

x

Læs Også

Ryanair åbner London-rute nummer to fra CPH

Ryanair spreder sin betjening af London fra København ud på to lufthavne.

Fremgang på alle fronter i CPH

Københavns Lufthavn oplevede vækst i både antallet af ferie- og forretningsrejsende i 2016, der blev det bedste år nogensinde for den udskældte lufthavn.

Wizz Air toppede lavprisvæksten i 2016

Europas fire største lavprisflyselskaber transporterede i 2016 op imod 250 mio. passagerer og øgede samlet med næsten 13 procent.

Flyselskaber holder flyttedag i Gatwick

Sidst i januar vil British Airways, easyJet og Virgin flytte terminal i London Gatwick Airport. Det giver en række udfordringer for flyselskaberne og de rejsende.

EasyJet flytter CPH-rute til Stockholm

EasyJet har tidligere bebudet, at ruten fra København til London-Luton lukker den 25. marts 2017. I stedet vil ruten blive flyttet til Stockholm-Arlanda.

Overvejer udflagning ved britisk EU-exit

Hvis briterne på torsdag stemmer for at melde Storbritannien ud af EU, så kan det betyde, at flere britiske flyselskaber udflager til et andet europæisk land.