SAS-rute til Bangkok i farezonen

SAS sæsonlukkede i april måned sidste år ruten fra København til Bangkok, og nu er den i fare for at lukke helt. En beslutning vil blive taget i løbet af få uger.

Den 26. oktober 1949 fløj SAS for første gang mellem Skandinavien og Bangkok, og det varede uafbrudt frem til den 8. april sidste år, hvor ruten fra København til den thailandske hovedstad blev sæsonlukket frem til den 22. november.

Planen var, at SAS udelukkende ville flyve mellem København og Bangkok i vintermånederne, hvor der var størst mulighed for at sikre rentabilitet i flyvningerne på grund af en stærk sæsonmæssig efterspørgsel i fritidsrejsemarkedet.

Men det har tilsyneladende været vanskeligt at gå fra en daglig helårsoperation til en sæsonbaseret aktivitet med tre ugentlige afgange. Derfor er der stor sandsynlighed for, at SAS beslutter permanent at lukke Bangkok-ruten, og sidste flyvning vil i givet fald finde sted fredag den 28. marts.

Bangkok-ruten ligger ikke i reservationssystemerne efter den 28. marts, og det betyder samtidig, at rejsearrangører endnu ikke har haft mulighed for at booke sæder til den kommende vintersæson. Hos SAS tøver man med at bekræfte beslutningen.

“Der er ikke truffet endelig beslutning om, hvad vi vil gøre med kapaciteten for det kommende vintertrafikprogram. Det er klart, at når Bangkok-ruten ikke ligger i reservationssystemerne, er det fordi, at den bliver vurderet. Den er i øjeblikket på et såkaldt diskussionsniveau, men en beslutning er lige op over,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Pres fra konkurrenter
Generelt har mange europæiske flyselskaber haft svært ved at sikre en god ruteøkonomi i deres Bangkok-operationer. Det er især flyselskaber som Qatar Airways og Emirates, der har trukket i hundredetusindevis af passagerer ned over den arabiske halvø for at skifte fly i Doha og Dubai på vej til Thailand. Mellemøsten-flyselskaberne har store og moderne fly, lave priser samt et stærkt og anerkendt inflight-produkt, hvilket har været svært at hamle op med for de traditionelle europæiske netværksflyselskaber.

I Skandinavien er SAS herudover blevet presset af Norwegians indtog, da det norske lavprisflyselskab året rundt flyver tre gange om ugen fra både Oslo og Stockholm direkte til den thailandske hovedstad. Herudover tilbyder Thai Airways også daglige afgange fra alle tre skandinaviske hovedstadslufthavne.

Også et selskab som Finnair har gennem tiden trukket en del trafik fra Skandinavien via Helsinki til Bangkok. Finnair har tilsyneladende allerede luret, at SAS måske vil trække sig og har således netop meddelt, at flyselskabet øger fra 14 til 17 ugentlige afgange til Bangkok allerede fra den 20. december i år.

x

Læs Også

SAS tilpasser kapaciteten

Belægningen i SAS-flyene faldt dramatisk i januar til 63,9 procent, og det på trods at, at SAS på forhånd havde tilpasset den totale kapacitet.

USB-stik på vej i SAS Boeing 737

SAS er i gang med at udrulle USB-stik i sæderne på de ældre fly af typen Boeing 737 og Airbus A320. Alle A320neo har nye kabiner med USB-stik.

Ikke komplet Plus-produkt med SAS fra Aarhus

SAS markedsfører lounge-adgang og Fast Track inkluderet i Plus-billetter på syv udenlandske ruter fra Aarhus Lufthavn. Men ydelserne findes ikke.

SAS tvunget til at flytte generalforsamling

SAS har endnu ikke fundet afløseren for Fritz Schur på formandsposten i selskabets bestyrelse, og derfor må generalforsamlingen udsættes en måned.

Fritz Schur: Truende SAS-konkurs var ikke fup

Den afgående SAS-bestyrelsesformand Fritz Schur fastholder, at SAS i slutningen af 2012 var timer fra konkurs. Der var allerede bestilt tid hos dommeren.

Endnu en forringelse i EuroBonus-programmet

SAS fjerner fordelen for EuroBonus-medlemmer med gratis at kunne indchecke bagage på de såkaldte Go Light-billetter.