Vingespids på A350-900 XWB (Foto: Andreas Krog)

A350-fly i kommerciel drift sidst på året

Den europæiske flyproducent Airbus kunne på gårsdagens pressekonference bekræfte, at Qatar Airways får A350-900 flyet leveret i løbet af fjerde kvartal.

Hele koncernledelsen hos den europæiske flyproducent Airbus var mandag samlet til den årlige pressebriefing i Toulouse. En seance, hvor det vrimlede med tal, statistikker og sammenligner med konkurrencen Boeing, som er den anden aktør i det duopol, som de to flyproducenter befinder sig i.

For 12. år i træk kunne Airbus sætte rekord i antallet af årlige leveringer. Ikke færre end 626 fly rullede ud fra produktionshallerne mod 588 året før. Samtidig steg antallet af ordrer i årets løb til 1.619 fly, hvilket dermed slot den hidtidige rekord fra 2011.

“Året 2013 blev meget succesfuldt for Airbus i forhold til leveringer og ordrer. Vi havde fremgang over hele verden. Vores leveringer var som forventet, mens vi fik flere ordrer end forventet,“ sagde koncernchef Fabrice Brégier ved gårsdagens pressemøde.

Han fremhævede, at man i 2013 havde leveret A330 nr. 1.000, som Cathay Pacific var aftager til. Malaysia Airlines fik leveret Airbus nr. 100, mens flyproducentens fly nr. 8.000 gennem tiderne blev et A320 med sharklets leveret til AirAsia Indonesia.

Store forventninger til 2014
Airbus-ledelsen lagde ikke skjul på, at der er store forventninger til det igangværende år. Der er stor fremgang i A350-projektet, hvor man allerede har to testfly i gang, mens yderligere to fly ventes at være klar til testflyvninger inden udgangen af februar.

I øjeblikket er et A350-fly i Peru for at foretage tests ved starter og landinger i højdeområder, og inden længe flyves der i Canada for at afprøve flyets reaktioner ved ekstremt lave temperaturer. Der er allerede gennemført 800 flyvetimer i testfasen og lige i under kanten af 200 flyvninger.

Det bliver Qatar Airways, der får leveret det første Airbus A350-900 XWB fly, der allerede er ved at blive samlet. Leveringen finder sted i årets sidste kvartal på baggrund af en certificeringsproces, der ventes afsluttet i løbet af efteråret. Udover at blive lanceringskunde tyder meget på, at Doha-selskabet også bliver den største aftager af flytypen. Indtil videre har Qatar Airways bestilt 80 fly, fordelt på halvdelen til 900-modellen og den anden halvdelen til 1000-modellen.

Airbus fik i 2013 ikke færre end 239 nye ordrer på A350´eren, heriblandt 12 fly fra SAS. Samlet lyder ordrebogen på flere end 800 A350-fly, inden det første fly er taget i brug i kommerciel drift. Dermed har Airbus skabt et effektivt modtræk til Boeings Dreamliner samt den populære B777.

“Vi er tilbage, og nu har vi taget føringen på markedet for langdistancefly,“ konkluderede Fabrice Brégier.

Skulle man have interesse i at anskaffe sig et A350-langdistancefly, så viser den opdaterede 2014-prisliste, at A350-900 koster 295,2 mio. dollars, mens man skal spare 340,7 mio. dollars sammen for at kunne købe sig et eksemplar af A350-1000 versionen. Der er dog tale om listepriser, og flyselskaberne får ofte forhandlet sig frem til rabat afhængig af ordrestørrelse samt leverings- og finansieringsvilkår.