Dallas, Texas. (Foto: Air France)

Air France lancerer to nye oversøiske ruter

Air France og datterselskabet Joon annoncerer nye ruter til USA og Sydamerika i sommersæsonen 2019.

Air France får næste forår sin 13. rute til USA, når selskabet fra 31. marts begynder at flyve mellem Paris-Charles de Gaulle og Dallas-Fort Worth i Texas.

Der er tale om en sæsonrute, som får fem ugentlige rotationer i højsæsonen fra 1. juli til 1. september, og tre ugentlige forbindelser i den øvrige sommersæson 31. marts til 30. juni og 4. september til 25. oktober.

Air France vil betjene ruten med et Airbus A330-fly, som er indrettet med 224 sæder, heraf 36 på Business-kabinen, 21 sæder i Premium Economy og 167 sæder i Economy-kabinen.

Air France flyver i forvejen til Atlanta, Boston, Chicago, Dallas, Detroit, Houston, Los Angeles, Miami, Minneapolis, New York, San Francisco, Seattle og Washington i USA.

Joon til Quito i Ecuador
Også Air Frances datterselskab Joon, som blev etableret i december 2017, er klar med en ny langdistancerute til foråret.

Joon lancerer en ny sommerrute fra Paris-Charles de Gaulle til Quito – hovedstaden i Ecuador i Sydamerika. Quito ligger i 2.850 meters højde i Andesbjergene, og har en af de bedst bevarede historiske byer i Latinamerika.

Der bliver afgang fra Paris tre gange om ugen fra den 14. maj og frem til den 26. oktober. Selskabet vil betjene ruten med en Airbus A340 med 30 sæder i Business-kabinen, 21 sæder i Premium Economy-kabinen og 227 sæder i Economy.

Joon flyver i forvejen til Fortaleza i Brasilien og har herudover også langdistanceruter til Mahé på Seychellerne, Cape Town og Mumbai.

Joon flyver også til Skandinavien
Joon betjener i øvrigt også Skandinavien med op til tre daglige forbindelser fra Paris til Oslo og en daglig forbindelse mellem Paris og Bergen i vintersæsonen.

Joon opererer en flåde af Airbus A320 og A321 på sine mellemdistanceruter, mens der på langdistanceruterne udelukkende flyves med Airbus A340.

I de kommende år skal flåden dog udvides til også at omfatte Airbus A350. Selskabet vil i 2020 have en flåde på 28 fly – heraf 18 A320 og A321 og 10 A340 og A350.

Relaterede artikler:

16 nye europæiske Air France-ruter

Første JOON-rute til Skandinavien

Første JOON-langdistanceruter præsenteret