Air India Boeing 787-8 Dreamliner (Foto: Air India | @tamkw)

Air India øger mellem Delhi og København

Blot otte måneder efter etableringen af en ny rute mellem Delhi og København, bliver antallet af ugentlige flyvninger udvidet.

Air India har tilsyneladende succes med sin nye rute fra Delhi til København.

Ruten, der blev åbnet den 16. september sidste år, har hidtil været betjent tre gange om ugen med Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 256 passagerer, og fra den 11. maj vil det indiske Star Alliance-selskab udvide kapaciteten med 33 procent.

Det sker med indsættelsen af en fjerde ugentlig afgang, således at der tilbydes flyvninger fra København mod Delhi på tirsdage, torsdage, fredage og lørdage. Den nye afgang er således på fredage, hvormed den ugentlige kapacitet på ruten kommer op på 1.024 sæder i hver retning.

Air India har to serviceklasser på selskabets Boeing 787-8 Dreamlinere. Der er plads til 18 på Business Class og 238 i Economy Class.

To fredagsafgange fra Skandinavien
Med den nye afgang bliver der samtidig to skandinaviske afgange til Delhi om fredagen. Air India startede nemlig den 16. august sidste år en rute mellem Stockholm og Delhi, hvor der også flyves tre gange om ugen. Disse afgange er på onsdage, fredage og søndage, så hver fredag bliver der to valgmuligheder for skandinaviske rejsende til Delhi.

Der er dog ingen fordel for danske rejsende ved at vælge afgangen fra Stockholm. Begge fly forlader Skandinavien med fem minutters mellemrum henholdsvis kl. 20.40 fra Stockholm og kl. 20.45 fra København. Flyvetiden fra Stocholm til Delhi er i gennemsnit seks timer og 25 minutter, mens der fra København i gennemsnit er 15 minutters længere flyvetid.

Siden den 16. september sidste år og frem til udgangen af marts i år har 35.351 passagerer ifølge Trafikstyrelsens tal rejst på den nye rute mellem CPH og Indira Gandhi International Airport. Belægningen på ruten har også udviklet sig fint. I marts var belægningen således på 88 procent, da 6.316 af de 7.168 udbudte sæder blev solgt.

 

Relaterede artikler:

Flere passagerer med Air India fra CPH end Stockholm

Lavprisflyselskab overvejer rute fra Indien til CPH

Danmark og Indien genforenet ad luftvejen

Air India kom til Stockholm