Billund håber på Heathrow-rute

Virgin Atlantics lukning af “Little Red“ sender London Heathrow-slots tilbage til British Airways. Billund Lufthavn håber, at det kan bane vej for en rute mellem Billund og Heathrow

Billund Lufthavn har i flere år arbejdet målrettet for at etablere en flyrute direkte til London Heathrow Lufthavn. Potentialet til den britiske storlufthavn fra Billund vurderes til at være mindst 150.000 passagerer årligt.

Der er kun en hindring i vejen for, at Billund Lufthavn kan få sin rute. Den hindring er til gengæld relativt stor og hedder ledige slots (start- og ankomsttidspunkter, red.) i Heathrow Lufthavn, der har en udnyttelsesgrad på næsten 100 procent.

Ledige slots har stor værdi og handles til astronomiske summer, og flyselskaberne vil primært indsætte store fly til fjerne destinationer for at udnytte slots optimalt. Men udover et stort britisk hjemmemarked er det også nødvendigt med fødetrafik til og fra Heathrow for at gøre langdistanceruterne attraktive for andre end blot britiske statsborgere.

En af de fremtidige muligheder åbner sig, når Virgin-selskabet Little Red næste år stopper sine operationer på Aberdeen, Edinburgh og Manchester til og fra London Heathrow Lufthavn.

Hermed frigives 22 attraktive slots fordelt på morgen, middags og eftermiddagsafgange i den travle London-lufthavn. Disse slots blev tildelt Little Red af de europæiske konkurrencemyndigheder, da British Midland blev overtaget af British Airways-moderselskabet IAG for et par år siden. Men når det ikke har været muligt at udnytte de tildelte slots i en treårig periode for at sikre sig de såkaldte “grandfather rights“, skal de leveres tilbage til IAG.

Igangværende dialog
Hos Billund Lufthavn har man igennem de senere måneder fulgt med i rygtestrømmen omkring Little Red og den mulige returnering af de tildelte slots. Men Billund Lufhavn har i forvejen en konstant dialog med British Airways omkring rutepotentialet og mener hverken, at sagen vil blive styrket eller svækket ved den seneste udvikling.

“Vi er da meget opmærksomme på, at der ligger en lufthavn og et British Airways-produkt i Heathrow, der er fantastisk attraktivt for os. Vi tror dog, at British Airways i forvejen er opmærksomme på potentialet i Vestdanmark. Vi ser store muligheder for at styrke vores ‘hub-konnektivitet’ via Heathrow,“ forklarer marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

De fire store nordiske hovedstadslufthavne har i dag British Airways-ruter til London Heathrow Lufthavn, herunder Københavns Lufthavn med seks daglige afgange med 126-sæders Airbus A319-fly, hvilket svarer til en årlig kapacitet på flere end 500.000 passagerer. Fra Gøteborg, Bergen og Stavanger er der også British Airways-flyvninger til Heathrow, så Billund Lufthavn må rent logisk ligge som næste mulighed, hvis rutenetværket skal udvides i Norden.

Hos British Airways kan man intet sige om mulighederne for en Heathrow-rute fra Billund.

“De er rigtig dygtige i Billund Lufthavn, og vi taler jævnligt med dem om udvikling af en rute til Heathrow, ligesom vi taler med en række andre lufthavne. Vi har aldrig tidligere fløjet så mange fly til og fra Heathrow, og så får det syddanske samt nordtyske marked snart (27. oktober, red.) en ny rute til London City Airport, når Sun-Air åbner med to daglige afgange fra Hamburg,“ siger Peter Rasmussen, der er Regional Commercial Manager for British Airways i Nordeuropa.