ATR72-200 fra Danish Air Transport. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

DAT: CPH-sammenlægning har hæmmet Karup-vækst

Sammenlægningen af indenrigs- og udenrigstrafikken i CPH har hæmmet væksten på Karup-ruten. Det mener Danish Air Transport, der åbnede ruten i marts og netop har sat passagerrekord.

Mere end 3.600 passagerer fløj i sidste uge på indenrigsruten mellem Københavns Lufthavn og Karup Lufthavn. Det er rekord siden Danish Air Transport (DAT) overtog ruten fra Norwegian i slutningen af marts i år.

”Det er bestemt en positiv udvikling, som viser, at vi har fået godt fat i de mange midt- og vestjyder” fortæller Jesper Rungholm, direktør og ejer af DAT.

Han er dog ikke i tvivl om, at passagertallet var vokset hurtigere, hvis ikke det var for den sammenlægning af indenrigs- og udenrigstrafikken i Københavns Lufthavn, som trådte i kraft samme dag som DAT overtog Karup-ruten.

”Vi har set en langsommere vækst end vi havde regnet med. Det skyldes nok faktorer, som vi ikke selv har været herre over. Det er jo ikke alle, der har været lige tilfredse med sammenlægningen,” pointerer Jesper Rungholm.

Længere ud til flyene
Sammenlægningen har betydet, at indenrigs- og udenrigsflyene parkeres ved siden af hinanden. Det har gjort det nemmere at skifte fly. Det har dog samtidig betydet, at alle passagerer skal gennem den samme store centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og Terminal 3. Og det har været noget af en omvæltning for mange indenrigspassagerer, som har været vant til at benytte den lille sikkerhedskontrol i Terminal 1, som kun blev brugt af indenrigspassagerer. Den er nu nedlagt.

Det betyder at rejsende til Karup og de øvrige indenrigsdestinationer skal indlægge tid til at komme igennem den centrale sikkerhedskontrol. Noget, som ofte tager langt længere tid end det var tilfældet i Terminal 1. Desuden er der blevet længere ud til flyene end der var i Terminal 1. Her stod flere fly parkeret lige ud for eller meget tæt på sikkerhedskontrollen.

Jesper Rungholm forventer ikke at hele sammenlægningen rulles tilbage. Men han håber, at forholdene for indenrigspassagererne bliver bedre.

”Det er mit håb, at lufthavnen forbedrer forholdene i sikkerhedskontrollen for de indenrigsrejsende, så de skal bruge mindre tid på at komme igennem kontrollen og ud til flyet,” siger Jesper Rungholm.

Mangel på morgenkapacitet
DAT forventer i løbet af foråret 2016 at nå op på 4.000 passagerer om ugen. Og ved udgangen af 2016 skal man gerne være oppe på omkring 5.000 ugentlige passagerer. Det vil svare til de 250.000 passagerer om året, som Jesper Rungholm i marts spåede, at man kunne nå. Den primære blokering for fortsat vækst på Karup-ruten er ifølge DAT-direktøren mangel på kapacitet om morgenen.

”For at kunne nå 5.000 passagerer om ugen, så er vi nødt til at øge kapaciteten til tre morgenflyvninger hver vej. Og det har vi ikke den fornødne ledige kapacitet til at gøre på nuværende tidspunkt,” forklarer Jesper Rungholm.

Foto: Morten Lund Madsen