Denne flytype er der flest af i Europa

I Europa er der omkring 5.800 passagerfly i drift. En enkelt flymodel findes i 893 eksemplarer og er den mest gængse i det europæiske luftfartsmarked.

Når man som flypassager stiger ombord på et fly indenfor Europas grænser, er der stor sandsynlighed for, at det er et fly af typen Airbus A320-200 eller Boeing 737-800.

Netop disse to flytyper er lavprisflyselskabernes arbejdshest og findes samlet i 1.756 eksemplarer i drift hos europæiske flyselskaber i dag. Det svar til 30 procent af samlet 5.773 større passagerfly i drift i Europa i dag.

Begge flytyper findes i det skandinaviske marked. Norwegian benytter Boeing 737-800 på samtlige europæiske ruter, mens SAS benytter Boeing 737-800 fra Norge og Sverige, men Airbus A320-200 fra Københavns Lufthavn.

De 10 største flytyper i Europa

Flyproducent Model Antal i Europa
Airbus 320 200 893
Boeing 737 800 863
Airbus 319 100 530
Airbus 321 200 296
Boeing 747 400 134
Bombardier DHC-8 400 134
Airbus A330 200 128
Boeing 737 700 127
Airbus A330 300 114
Boeing 737 300 112

Kilde: AerData

Hos langdistanceflyselskaberne er det Boeing 747-400 og Airbus A330-300, der dominerer. I Norden benytter både SAS og Finnair A330-flyene, mens Boeing 747 benyttes af eksempelvis British Airways, Lufthansa og Air France-KLM. Netop British Airways er verdens største operatør af Boeing 747-400 fly.

Et enkelt regionalt turbopropfly kan snige sig ind på den europæiske top10-liste. Det er Bombardiers DHC-8, også kaldet Dash8-Q400, som blev kendt i hele Skandinavien, da SAS i 2007 måtte sætte alle selskabets fly af denne type på jorden efter tre uheld indenfor få uger med flyenes landingsstel. I dag er britiske FlyBe største operatør af flytypen i Europa.

De 10 største flyproducenter med fly i Europa

Flyproducent Antal modeller Antal fly
Airbus 16 2.261
Boeing 26 1.925
Bombardier 15 396
Embraer 22 344
Aerospatiale ATR 10 206
Tupolev 8 123
Fokker 7 110
SAAB 4 101
British Aerospace 7 90
Dornier 9 68

Kilde: AerData

Skandinaviske flyselskaber benytter fly fra samtlige 10 flyproducenter med undtagelse af russiske Tupolev. Det er en flytype, der aldrig har fundet vej til Vesteuropa, men som trods alt blev oplevet hos blandt andet Interflug i det tidligere DDR og i andre tidligere østlande før jerntæppets fald.

På jetmarkedet er Airbus og Boeing stadig dominerende på såvel mellem- og langdistancefly, mens Bombardier, Aerospatiale og Embraer udkæmper en kamp om markedet for regionale fly. De to første primært med turbopropfly og sidstnævnte med en produktion af jetfly.